Man kan ikke andet end beundre Atlanta-bandet Mastodon. De fire gutter har siden årtusindeskiftet stået som et af de mest eventyrlystne og kreative metalbands, hvilket synes svært i en genre, hvis fans helst på forhånd vil vide, hvad de får (helst det samme) – fra album til album.

Sagaen startede i 2002 med fnysende arrige ’Remission’, der blandede tidens mest ekstreme og ”matematiske” metal med Iron Maiden- og Metallica-riffs, og to år senere fulgte det mangesidede mesterværk ’Leviathan’, der fortjent blev gruppens gennembrud.

Dén plade står stadig som en af de mest banebrydende begivenheder inden for metalgenren de seneste mange år – Mastodon havde fundet the missing link mellem den jazzede prog og metallen. En bedrift, de selvsagt havde svært ved at følge op på med 2006’s lidt vaklende ’Blood Mountain’.

Og på deres forrige album, ’Crack the Skye’ fra 2009, kastede lømlerne sig – i Bruce Springsteen-produceren Brendan O’ Briens polerede lydbillede – så pludselig fuldbyrdet ud i den progressive rock med flere ti minutter lange suiter, som endnu engang overraskede fans og kritikere.

Lige-ud-ad-landevejen rock

Og hvad gør man så efter dén mundfuld? Jo, man samarbejder da med en pop-producer (Mike Elizondo) og skaber sit mest lettilgængelige, melodiske album til dato og kalder det ’The Hunter’!

På flere områder står denne plade som en naturlig udvikling efter ’Crack the Skye’, men det overrasker dog, at et så kompromisløst band som Mastodon nu lægger navn til så regelret og behersket eventyrlysten en udgivelse. Ligesom det var tilfældet med det forrige album, så savner man d’herrers spruttende humor og galskab inden for disse afbalancerede rammer.

De to åbningsnumre, ’Black Tongue’ og førstesinglen ’Curl of the Burl’, var også de to første, der blev lækket, og de optegner et meget godt billede af ’The Hunter’ – det er nemlig lige-ud-ad-landevejen-rock med ekkoer af både Tool, Queens of the Stone Age og navnlig Alice in Chains.

Pink Floyd, Ozzy og Velvet Underground!

Inspirationen fra Alice in Chains (som Mastodon turnerede med, da de skrev pladen) skinner igennem overalt, specielt i førnævnte ’Curl of the Burl’, ’Thickening’ – der også smager lidt af Deftones – og ’Dry Bone Valley’ med trommeslager Brann Dailor på vokal.

Og netop vokalerne vil med garanti glæde de lyttere, der har haft svært ved at kapere Mastodon tidligere. Guitarist Brent Hinds og bassist Troy Sanders synger nemlig langt mere, end de brøler; ja, i superbe ballader som titelnummeret og afsluttende ’The Sparrow’ faktisk bedre end nogensinde.

’The Hunter’s choksag er ’Creature Lives’ – igen med Dailor på vokal; den åbnes af filmisk moog-synths og latter a la Pink Floyds ’Dark Side of the Moon’ og flyder så over i en underlig symfoni, der lyder som Ozzy, der synger Velvet Undergrounds ’All Tomorrow’s Parties’!

Så har man hørt det med.

Balladerne bedst

Stilistisk er ’The Hunter’ bestemt en ambitiøs plade, men Mastodon siger denne gang sjældent noget nyt. I stedet citerer de snarere idolerne, og man skal helt hen til skæring seks, ’All the Heavy Lifting’ for at finde et instrumentalt afstikkermellemstykke, som man kender det fra lømlerne.

Den poppede punksag ’Blasteroid’ lyder som Foo Fighters, mens Troy Sanders i ’Octopus Has No Friends’ nærmest synger som Killing Jokes Jaz Coleman, og de musikalske eksperimenter begrænser sig til brugen af clavinet i ’Bedazzled Fingernails’ og den Cliff Burton-agtige forvrængede bas i introen til ’Dry Bone Valley’.

Det er mildt sagt overraskende, at albummets bedste sange er balladerne – det indfølte Led Zeppelin’ske titelnummer, dedikeret til Brent Hinds’ bror, der døde af hjerteanfald under en jagttur – og atmosfæriske ’The Sparrow’, som løfter Mastodon ind i en ny verden ved pladens udgang.

At elske eller ikke elske

’Spectrelight’ med det obligatoriske gæstebesøg af Neurosis’ Scott Kelly er det eneste hér, der peger tilbage mod de første to pladers eksplicitte vildskab, og den virker faktisk malplaceret midt i al den meget milde modenhed.

Man kan ikke lade være med at have det ambivalent med ’The Hunter’ – på den ene side er det endnu et stilistisk kompromisløst udspil, på den anden er det et underligt kommercielt lydende kompromis fra klassens engang utilpassede og provokerende purke. I sig selv selvmodsigende.

Men så glemmer man i hvert fald heller ikke, hvorfor man elsker Mastodon:

Mest af alt fordi det atter engang er totalt umuligt at forudse, hvilke alternative kringelkroge, de fire amerikanere begiver sig ud i næste gang, for nu kan det nemlig ikke blive mere poleret og poppet. Og så selvfølgelig fordi de som band spiller røven ud af bukserne på samtlige kollegaer.

Og dét er såmænd også noget.


TRACKLISTE
1. Black Tongue
2. Curl of the Burl
3. Blasteroid
4. Stargasm
5. Octopus Has No Friends
6. All the Heavy Lifting
7. The Hunter
8. Dry Bone Valley
9. Thickening
10. Creature Lives
11. Spectrelight
12. Bedazzled Fingernails
13. The Sparrow