AC Milan med og uden Zlatan Ibrahimovic er to forskellige hold.

Ganske vist kom milaneserne foran i topopgøret mod Juventus efter et kvarter ved Ibrahimovic-afløseren Alberto Nocerino, hvis skud ramte Juventus-spilleren Leonardo Bonucci på vej ind i netmaskerne.

Men AC Milan kunne meget vel have lukket og slukket i første halvleg, hvis det ikke havde været for uformåenhed i angrebet - og flotte redninger af Juves veteran-målmand, Gianluigi Buffon.

Ali Sulley Muntari fik faktisk bolden i mål, men dommeren valgte noget uforståeligt ikke at godkende ghaneserens scoring. I stedet havde Juventus nær scoret på det efterfølgende kontra-angreb, men målmand Christian Abbiati reddede udeholdet.

AC Milan begyndte også anden halvleg i førersædet, men efterhånden kom Juventus bedre med, og gæsterne fik også annulleret et tilsyneladende helt korrekt mål. Det var Alessandro Matri, der fik sin scoring underkendt p.g.a. off-side.

Med et mål ti minutter før tid kom samme Matri imidlertid på scoringsliten, og 1-1 blev slutfacit i Milano.

Mod slutningen af kampen fik Juventus chileneren Arturo Vidal udvist.

Det uafgjorte resultat betyder, at de forsvarende mestre fra AC Milan har et forspring på et point til netop Juventus i toppen af Serie A. Torino-klubben har til gengæld en kamp i hånden.