AC Milan spillede sent lørdag aften 2-2 hjemme mod Verona, men førte til dybt ind i dommerens tillægstid i anden halvleg.

Luca Toni bragte gæsterne foran på et straffespark efter 18 minutters spil, men den føring blev udlignet af Jeremy Menez, der ligeledes scorede på et straffespark.

Kort inde i anden halvleg scorede en Verona-spiller selvmål, og det lignede længe, at milaneserne skulle have lov til at hjemtage tre point.

Desværre for AC Milan, der er langt fra fordums styrke, udlignede Nicolas Lopez fem minutter inde i dommerens tillægstid.

I lørdagens anden kamp i Serie A vandt Sampdoria med 2-0 hjemme over Cagliari.