Meget tyder på, at Aalborg Håndbolds største stjerne så småt er ved at gøre klar til at forlade den nordjyske klub.

Norske Sander Sagosen har i flere år været betragtet som et af de allerstørste talenter i verden, og hans præstationer i denne sæson for både klub- og landshold har været et vidnesbyrd om, at han nu for alvor er ved at udfolde sit enorme potentiale.

Derfor er opmærksomheden omkring bagspilleren taget til i styrke over de seneste måneder, hvor flere af Europas storklubber har forhørt sig på den 20-årige Aalborg-topscorer.

BT erfarer, at Champions League-favoritterne Paris Saint-Germain, der blandt andet har Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard på holdkortet, er en af de mest ihærdige bejlere til Sander Sagosen. Og Sagosens agent, Arnar Freyr Theodórsson, bekræfter da også, at der er dialog med den franske storklub.

»Vi har været i Paris på et uformelt besøg og snakket med dem. Det var ikke noget konkret eller seriøst, men mere for lige at høre, hvad de forskellige parters planer er. Vi snakker lige nu med tre storklubber, og Paris er en af dem. Men vi ved ikke noget endnu, og vi har heller ikke haft deciderede forhandlinger, der er vi ikke nået til endnu,« siger Theodórsson.

Agenten understreger, at intet lige nu indikerer, at Sander Sagosen, som har åbnet slutspillet med 23 mål i to kampe, allerede til sommer er fortid i Aalborg. Derimod forventer han, at Sagosen færdiggør sin kontrakt, som løber til sommeren 2017.

»Alle de diskussioner, vi har haft med de her klubber, er med udgangspunkt i et skifte fra sommeren 2017. Derfor handler det mest af alt om lige nu at finde ud af, hvordan trupperne i de forskellige klubber ser ud til den tid; hvilken rolle Sander ville få, og hvad er klubbernes ambitioner,« siger Theodórsson.

Så det er udelukket, at han fortsætter i Aalborg, når hans nuværende kontrakt er udløbet?

»Nej, det er vi også åbne for. Aalborg er interesseret i en længere kontrakt, men vi må se, hvordan det kan passe sammen. Det handler om, hvad der kommer til at være bedst for Sander, og hvor han bedst kan udfolde sit fulde potentiale.«

I Aalborg Håndbold er direktør Jan Larsen bevidst om, at diverse storklubber er klar til at slå kløerne i Sander Sagosen, men det ødelægger ikke Larsens nattesøvn.

»Når man ser på det potentiale, han har, og det, han allerede har vist, så er han en af de mest attraktive spillere i verden. Og vi er selvfølgelig vidende – vi er trods ikke helt torskedumme – om, at det kan blive svært at holde på ham udover kontraktperioden, selvom vi gerne vil give lidt af vores højre arm for, at det kan lade sig gøre,« siger Jan Larsen og fortsætter:

»Vi ved jo godt, at de her helt store klubber har både et bedre hold og flere penge, end vi har. Men Sander er en meget fornuftig ung mand, som ved, hvad han vil og har en meget klar plan for, hvordan hans karriere skal udvikle sig. Indtil videre er vi glade for, at han spiller i Aalborg, for han har potentialet til at blive verdens bedste – eller i hvert fald en af de allerbedste – og han er allerede rigtig godt på vej op på det niveau. Så må vi se, om hans fremtid ligger i Aalborg eller et andet sted,« siger Larsen, der indtil videre altså har papir på Sagosen et år mere.

Og som kan se både nordmanden og de øvrige Aalborg-spillere i aktion i aften, når de spiller hjemme mod GOG i slutspillet.