Mikkel Hansen nomineret til Årets Mand i Danmark
Stort modemagasin har nomineret håndboldlandsholdets store stjerne til titlen i kamp med to populære skuespillere
Stort modemagasin har nomineret håndboldlandsholdets store stjerne til titlen i kamp med to populære skuespillere
Ud over skuespillerne Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas har ELLE, der kalder sig selv for verdens største modemagasin, nomineret håndboldspilleren Mikkel Hansen.
- Mikkel Hansen har gjort håndbold til nationalsport nummer ét! Vandt EM med landsholdet. Kom til franske PSG efter danske AG. Nomineret til Verdens Bedste Håndboldspiller 2012 – en titel han vandt for 2011, lyder det i motiveringsteksten.
ELLE Style Awards afholdes 15. maj i Skuespilhuset i København, hvor der i alt skal uddeles priser i 15 kategorier til de dygtigste danske modefolk, bedste brands og de mest markante stilikoner – fra årets model og stylist til årets designer og modebrand.
Derudover er der priser til årets sangerinde, årets skuespillerinde, årets mand og cool kvinde, som ud over at være gode til skuespil, musik, håndbold, eller hvad de nu laver, også er 'yderst fashionable på den røde løber og stilikoner for de mange modeinteresserede danskere,' som ELLE skriver i en pressemeddelelse.
Blandt de øvrige nominerede kan nævnes Sidse Babett Knudsen, Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl i kategorien Årets Skuespillerinde, Susanne Bier, Lise Nørgaard, Marise Østergaard som Årets Cool Kvinde og Oh Land, Barbara Moleko, Marie Key, der kæmper om at blive Årets Sangerinde.
ELLE Style Awards afholdes i 17 lande, og i København bliver der tale om en 'lille' fest med 400 VIP-gæster, og derudover kommer der 200 billetter til salg fra 8. april på www.elle.dk.
Modeshowet bliver desuden vist på TV3 27. maj 2013.