Lørdagens EM-sejr på 31-28 over Spanien gav Mikkel Hansen svar på, om en tilsvarende mandsopdækning kan hæmme Danmarks chancer for guld på hjemmebanen:
- Vi spiller rigtig godt angreb hele vejen igennem, men famler måske lidt i forsvaret. Men fra midt i anden halvleg styrer vi, og i dag fik vi vel svar på, om vi kan finde ud af at løse det, hvis de andre mandsopdækker. Bo og Kasper traf nogle rigtig gode beslutninger, sagde Mikkel Hansen om den periode, hvor han blev taget ud af spillet.
Han startede på bænken i forsvaret, da Ulrik Wilbek ville give ham ro til at koncentrere sig mere om sit angrebsspil, og det gav pote. Han scorede tre gange på tre forsøg i de første 20 minutter, hvor han også på vanlig vis leverede assist til holdkammeraterne, og Mikkel Hansen var helt på det rene med Wilbeks beslutning:
- Når jeg har det korte skifte, kan det måske være fint at skifte mig lidt ud, så jeg kan holde længere tid og på et højere niveau, og det gik jo fint i dag, sagde Mikkel Hansen, der smed roser af sted mod Niklas Landin i målet:
- Han har mange frie redninger. Han er en god målmand. Hvis ikke han er den bedste, så ligger han i hvert fald i top 3. De bedste målmand står gode kamp og har mange gode redninger, når de spiller mod gode hold. Og det havde han i dag, og det viser hans karakter.
- Spanien spiller også en god kamp. De er svære at dække, men vi kommer godt forberedt, og selvom vi ikke får den bedste start rent defensivt, så knokler vi på og bliver ved, og så kom det i anden halvleg.
Danmark har med sejren som det eneste hold seks point i mellemrunden, hvor Ungarn og Island venter i de to sidste kampe inden den forventede semifinale.
