Aabenraa var et af de steder i Danmark, som blev hårdest ramt af den stormflod, som hærgede Danmark natten til torsdag. Og her endte Walter Jürgensen med at blive heltenes helt.
Han er nemlig indehaver af Havnegrillen i den sønderjyske by, hvor der hele dagen og aftenen onsdag var masser af brandmænd på arbejde for at forhindre og mindske skader fra de store vandmasser.
Netop havnen i Aabenraa var selvsagt særligt udsat, og Walter Jürgensen valgte at vise sin taknemmelighed ved at byde brandmændene ind til gratis pølser og hotdogs.
Jydske Vestkysten skriver, at den taknemmelige indehaver af Havnegrillen lidt før midnat havde uddelt pølser og hotdogs til 50 frivillige og fuldtidsansatte brandmænd.
Om der har været en smart bagtanke med det, er uvist. Men i hvert fald blev parkeringspladsen ved grillen sikret af en ekstra pumpe.
»Beredskabet har ydet en stor indsats. Jeg er rolig nu, for der er kommet en ekstra pumpe til i arbejdet,« siger Walter Jürgensen til avisen.
I løbet af natten var vandstanden 177 centimer over normal vandstand tre steder i landet. Foruden Aabenraa var det i Sønderborg og Bagenkop ved Langeland.