Det blev en sort mandag i går for software-giganten Microsoft på den amerikanske børs.

Microsofts aktier faldt på Wall Street med næsten 16 procent, og selskabet har nu på fire måneder fået høvlet 280 milliarder dollar (knap 2200 milliarder kr.) af sin værdi. Det drastiske fald blev udløst af presserapporter om, at det amerikanske justitsministerium vil tvangsopløse Microsoft og udskille det i to selskaber. Det sker som en konsekvens af den monopolsag, som den amerikanske regering har ført mod Microsfot ved domstolene.

En af de store tabere er Microsofts skaber og storaktionær, Bill Gates, der de seneste fire måneder har fået barberet sin personlige formue ned fra 100 milliarder dollar til 53 milliarder dollar.

/ritzau/