Rolling Stones' forsanger Mick Jagger er chokeret og helt ødelagt efter at hans kæreste mandag blev fundet død i en lejlighed i New York.
L’Wren Scott, model og designer, tog ifølge New York Post sit eget liv i en luksuriøs lejlighed på Manhattan, fortæller kilder til avisen.
Den 49-årige kvinde blev omkring klokken 10 mandag formiddag, lokal tid, fundet af sin assistent, hængende i et tørklæde i lejligheden, som ligger på 8. etage af en bygning på 200 Eleventh Avenue i New York. Assistenten ringede omgående 911.
Ifølge nyhedsbureauet AP fortæller en myndighedsperson, at L’Wren Scott tilsyneladende ikke har efterladt noget afskedsbrev. En obduktion skal fastlægge den endelige dødsårsag.
Efter årtusindskiftet blev hun en anerkendt designer med prominente kunder som Naomi Cambell, Kate Moss, Sara Jessica Parker og selveste præsidentfruen Michelle Obama.