- Claus Meyer reagerede hurtigt, åbent og direkte. På sin facebook-side tillod han en åben debat, som er vigtig i god CSR-kommunikation. Man kan jo ikke kontrollere alt, hvad der kommer ud omkring ens virksomhed.

- Og så skrev han meget hurtigt et svar, der var stilet som et personligt brev til den voldsramte kvinde. Det gav et fint indtryk af empati og respekt for hendes følelser, siger Josefine Campbell.

Ifølge ekspertens analyse er Claus Meyer havnet i en slags gabestok, selv om sagens substans ikke handler om hans person, men om strafferet.

- Men jeg er ikke i tvivl om, at denne sag på lang sigt vil styrke hans sociale profil, fordi rigtig mange mennesker er blevet opmærksom på hans sociale engagement.

- Selvfølgelig er nogle områder af social ansvarlighed mere sexede end andre, og det at give sig til at give dømte voldsforbrydere en hjælpende hånd kan naturligvis godt gå hen og blive et minefelt, men overordnet har han klaret kommunikationen rigtig fint, vurderer Josefine Campbell.