Onsdag havde Mette Munkø besøg af en blikkenslager, men efter han forlod hendes hjem, sendte han Mette en sms. Flere danskere mener dog, at hun har hængt blikkenslageren unødvendigt ud, og at situationen kunne være undgået.
Således skriver flere danskere på Facebook, at de ikke har meget til overs for den unge nudeart-model. De fleste er enige om, at blikkenslageren er gået over stregen ved at kontakte Mette på hendes private nummer, men de mener også, at det var unødvendigt at hænge ham ud på de sociale medier.
Mette Munkø fik nemlig beskeden; 'Hej Mette... du må meget undskylde jeg skriver.. men blir simpelthen nød til at fortælle dig at du er virkelig en flot og charmerende pige.. puha.. Hehe Sorry. Mvh blikkenslageren.'
Det fik Mette til at føle sig krænket, og tidligere udtalte hun følgende til BT.
»Jeg føler, jeg blev krænket voldsomt. Altså komplimentet er jeg fuldstændig ligeglad med. Han kunne have skrevet hvad som helst, det havde overhovedet ikke rørt mig. Det er det med, at min adresse og mit telefonnummer er noget, jeg virkelig værner om, og som flere af mine venner ikke engang har. Pludselig står der en, der bare har stjålet mit nummer, og det bryder jeg mig på ingen måde om,« fortalte Mette Munkø tidligere til BT.
Men nu er hun altså endt i et stormvejr. Blandt andet er en Facebook-opdatering af Jonas Engstrøm i skrivende stund blevet liket flere end 5.300 gange på Facebook. Her skriver han følgende.
’En håndværker bliver smigret af en kunde og vælger (ja brøler) at bruge hendes private nummer til at give hende en sød, sober og ligefrem undskyldende besked med på vejen. Kunden går fuldstændig amok og blæser historien op på alle medier, og håndværkeren følger op med en besked, hvori han undskylder for opførslen. Case closed? Noooo no no.’
Han skriver videre, at han ikke forstår, hvordan det er blevet en vigtig del af Mettes argumentation, at hun arbejder som model. Jonas Engstrøm skriver også, at han ikke forstår, hvorfor hun har udtalt "Jeg føler mig faktisk ikke længere tryg ved at tage kontakt til fagfolk eller firmaer’.
’Først smider du en mand rundt i medierne for at give dig et kompliment, så bruger du historien til at skabe opmærksomhed omkring dig selv og din karrierie, og så stigmatiserer du lige en hel faggruppe, som værende nogle lumre telefonnummerstjælende møgsvin.’
Også på BTs Facebook-side har mange udtrykt deres forundring over Mette Munkøs måde at håndtere sagen på. Flere skriver, at de håber, at hun er tilfreds med sine 15 minutter i rampelyset.
Det er dog ikke alle, der synes, at Mette har ageret upassende i sagen. Flere støtter hende nemlig, da de mener, at blikkenslageren klart har overtrådt en grænse.
