Mette Frederiksen mistænker jobcentrene for at have svigtet
Beskæftigelsesministeren antyder, at jobcentrene kan gøre mere for at få langtidsledige i arbejde.
Beskæftigelsesministeren antyder, at jobcentrene kan gøre mere for at få langtidsledige i arbejde.
- Jeg er ikke sikker på, at alle jobcentre har gjort alt hvad de har kunnet for at få vores langtidsledige i arbejde.
Sådan lød det tirsdag aften fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) hos Clement Kjersgaard på DR1.
I programmet blev ministeren bedt om at forklare, hvorfor regeringens såkaldte »akutpakke« beder jobcentrene gøre simple ting som at sende de arbejdsløse breve og tilbyde dem samtaler. Her kritiserede hun jobcentrene - det system, hun selv er chef for - og fortsatte:
- Jeg er heller ikke sikker på, at alle A-kasser har gjort hvad de kunne. Jeg er heller ikke sikker på, at alle virksomheder har åbnet dørene tilstrækkeligt meget og sagt, at de vil tage et ansvar for vores langtidsledige, sagde ministeren.
Regeringens akutpakke er dog blevet kritiseret for at kunne ende med at bidrage til bureaukratiet i jobcentrene og FOA’s formand Dennis Kristensen har advaret mod risikoen for at den vil bidrage til et »samtalecirkus«.
BNB