Et bredt flertal i Folketinget har fredag eftermiddag indgået en aftale om en såkaldt nabopakke, der blandt andet sikrer støjplagede metronaboer ret til genhusning og bedre muligheder for erstatning. Det bekræfter transportminister Magnus Heunicke (S).

»Jeg er meget glad for at sige, at vi har en aftale. Et bredt flertal i Folketinget skaber nu klarhed og tryghed for Metro-naboerne og for hele Metro-byggeriet, som var kommet fuldstændig ud af kontrol,« siger han fredag foran Transportministeriet.

Aftalen betyder blandt andet, at de støjplagede metronaboer får ret til mere i erstatning, hvis de udsættes for larm under byggeriet, og desuden bliver mulighederne for genhusning forbedret, da man sikrer de mest støjplagede naboer et retskrav på midlertidig genhusning.

Forligspartierne bag aftalen havde fredag stort set alle detaljer i aftalen på plads, men kort inden mødet i ministeriet fremsatte de Konservative et krav om, at aftalen blev sat på pause, da partiet ønskede yderligere spørgsmål besvaret.

Men den pause kunne der ikke blive tale om, understreger transportministeren, og derfor har forligskredsen indgået en aftale uden de Konservative.

»I Metro-loven er det pålagt mig som minister at handle, når projektet skrider i en sådan grad, og jeg er nødt til at overholde loven. Der var engang, hvor Det Konservative Folkeparti var borgerlige stemmer, der arbejdede. Nu er det åbenbart borgerlige stemmer, der vil have en time-out. Jeg synes, de mangler lederskab for hele hovedstaden,« siger transportministeren.