En syg James Hetfield bad publikum om lov til at aflyse en halv time inde i koncerten. Publikum sagde nej, og Metallica forsatte en bragende åbning af Københavns nye arena.

Jamen, man kan for fanden vel lige så godt første som sidste gang teste, om taget kan flås af sådan en ny arena!

Om ikke andet rystede den nye arena allerede, da Metallicas intromusik, introen fra 'Den gode, den onde og den grusomme' blev sat i gang klokken 21.30 i aftes.

Da bandet så 21.35 selv ramte scenen med et nådesløst triplestød bestående af de nye 'Hardwired' og 'Atlas Rise' samt klassikeren 'For Whom The Bell Tolls' med en volumen, som ville de være sikre på, at heller ikke indbyggerne nord for polarcirklen blev snydt for noget. . . ja, så blev den nye hals konstruktion for alvor testet.

Men venner; det lød – ikke mindst lydtrykket taget i betragtning – godt.

»Metallica er hos jer! Og det er fedt at spille for vores københavnske familie igen,« kundgjorde frontmand og én af rockens bedste indpiskere, James Hetfield.

Og så var det måske alligevel ikke helt så fedt, for Hetfield var mærket af sygdom og hans stemme helt tydeligt ikke, hvad den burde være.

Allerede hér en halv time inde i koncerten, hvor dette er skrevet, tydede alt på, at Metallica også DENNE gang ville gøre deres forbandede for at gå den ekstra mil i dét land, de om noget har et ganske specielt forhold til.

Og så lige pludselig blev alting stille, indtil James Hetfield gik til mikrofonen og beklagede, at han syntes, han var for syg til at synge ordentligt.

Faktisk bad han publikum om at få lov at udsætte koncerten, men publikum sagde nej, og Metallica fortsætter i skrivende stund hér en god time inde i koncerten.

Allerede hér en time inde i koncerten, hvor dette er skrevet, gør Metallica også DENNE gang deres mest forbandede for at gå den ekstra mil i dét land, de om noget har et ganske specielt forhold til.

Se, Metallica er jo mangt og meget og forskelligt for mange mennesker. Men ét, de i hvert fald næppe kan beskyldes for, er at være sjældne gæster i Lars Ulrichs hjemland.

Alligevel siger det trods alt en del om verdens største Heavy Metal bands eventyrlige status efter tre-et-halvt årti, at blot varslet om, at lige om snart så kommer de altså igen en tur forbi Danmark, flere måneder før medfører en forventningens glæde så massiv, at samme i sig selv kunne markedsføres.

Det ville man også kunne med Metallicas integritet. Deres fans ved, at Metallica gør deres yderste og bedste for at levere – HVER gang – og som oftest også gør det. En ikke ringe kilde til forståelse af, hvorfor Metallica – deres hyppige besøg til trods – ventes med glæde.

En flok forventningens sommerfugle i maverne, som selvsagt ikke var blevet færre frem mod i aftes, fordi Metallica skulle åbne Royal Arena. Og der var inden start krav til både band og arena.

»Så er det altså nu, det skal være,« som en fan påpegede.

»Metallica må hellere være gode, og lyden må fandeme hellere være god hér!«.

Adskillige andre i det i omegnen af 16.000 talrige publikum gav udtryk for det samme.

Og det tror så i øvrigt en vis hornet fætter med domicil i Helvede.

Imens Horsens og Herning for år tilbage indså, at skulle man arrangere store koncerter i gigantiske (sports)haller, måtte man altså smække de skillinger på bordet, det koster at sørge for, at akustikken også er i orden, når der er musik på programmet.

Det gjorde de pågældende byer så med hhv. Horsens Forum og Jyske Bank Boxen, mens københavnerne i årevis har måttet trækkes med sonisk sørgelige rædselskatedraler som Valby Hallen, Forum og et overdækket Parken. Indtil de siddende genier i hovedstaden langt om længe åbenbart blev enige om, at det skulle være løgn.

Og altså byggede Royal Arena.

Allerede da aftenens supportband – det helt og aldeles nådesløse århusianske thrash metal band HateSphere – lagde fra land, indtraf et mindre lydmæssigt mirakel i den nye arena.

Det lød nemlig helt fornuftigt (!) og var tilmed volumenmæssigt velvoksent, og som erfarne koncertgængere vil vide, så får supportband stort set aldrig lov at bruge hele lydanlægget - ligesom lydprøver er sjældne.

Alligevel lød det altså, som skrevet står, faktisk mere end tåleligt, og HateSphere, som ikke just er uinspirerede af Metallicas tidlige albums (ahem!), gik uimponerede til opgaven, spillede deres chance og fik med nogen sandsynlighed en del nye fans i Royal Arena.

Og således var vi godt i gang, inden Metallica selv ramte scenen og som indledningsvis skrevet for alvor testede – og ved redaktionens foreløbige slutning fem numre inde i koncerten med et vist held – fraset Hetfields stemme og juryen er fortsat ude mht. om Metallica gennemfører hele koncerten.

Opdateres...