FC Midtjylland tog endnu et skridt i retning af klubbens første danske mesterskab, da uldjyderne fik hevet en 2-1 sejr hjem over bundholdet FC Vestsjælland i en ganske underholdende og chancerig forestilling på MCH Arena.

Men det holdt hårdt for topholdet, som ganske vist dominerede og havde bolden det meste af tiden, men som også blottede sig alvorligt i forsvaret næsten hver gang, at FC Vestsjælland var over midterlinjen.

Allerede inden det første minut var gæsterne tæt på at komme foran, men Peter Nymanns flade afslutning strøg lige forbi opstanderen.

I stedet var det Jim Larsen, som efter 17 minutter kunne bringe hjemmeholdet foran, da bolden lidt tilfældigt havnede for fødderne af ham inde i feltet efter en dødbold.

Lidt senere skulle FCM have haft et straffespark, da Anders Kure tog hånden til hjælp på et hjørnesparksindlæg, men det blev ikke dømt. Til gengæld fik hjemmeholdet lidt medvind hos dommeren, da der blev dømt frispark til keeper Jakob Haugaard, som faldt til jorden efter en duel ude i feltet, hvor gæsterne ellers fik bolden over målstregen.

Kort inde i anden halvleg gik det galt for Jakob Haugaard, der blev overrasket af et indlæg, som Jesper Lauritsen ikke fik sparket væk, og den unge keeper målmanden fik skubbet bolden ud i fødderne på Danni König, der fik bugseret bolden over stregen til udligning.

Herefter stod der fortsat FC Midtjylland på det meste af spillet, mens gæsterne forsøgte at forsvare det ene point, som kunne have varmet i bundstriden.

Med fem minutter tilbage gik det galt for Slagelse-holdet. Bolden havnede hos Kristian Bach Bak, som fra kanten af feltet tordnede bolden i mål uden chance for Thomas Mikkelsen, der ellers stod en god kamp i FCV-målet.

Bach Bak var dog langt fra tilfreds med holdets præstation:

»Det var noget hø rent ud sagt. Vi spiller ad helvede til. Men når man vinder sådan en dag, så er det ikke så dårligt,« sagde FCM-anføreren til TV3 Sport 1 umiddelbart efter kampen.

Jan Kristiansen havde en stor chance for at udligne til sidst, men den tidligere Brøndby- og Esbjerg-spiller skød bolden over mål,

FCM har nu 40 point efter 16 kampe og er 10 point foran Randers, mens FCV kun har 14 point og er fire point efter OB, som på 10. pladsen befinder sig på den rigtige side af nedrykningsstregen.