Mester med ødelagt hånd
Hverken Jesper Kristiansen eller Michael Rask kommer med ved promotor Anders Vesters næste stævne den 25. maj i Frederiksværk. Jesper Kristiansen flækkede en ledkapsel i knoen på venstre håndlørdag aften i Varde.
Hverken Jesper Kristiansen eller Michael Rask kommer med ved promotor Anders Vesters næste stævne den 25. maj i Frederiksværk. Jesper Kristiansen flækkede en ledkapsel i knoen på venstre håndlørdag aften i Varde.
"Det har lægen sagt. For en sikkerheds skyld får jeg den undersøgt i løbet af mandagen," fortæller Jesper Kristiansen.
Uheldet skete i niende omgang af den succesfulde titelkamp om WBOs Interkontinentale mesterskab i cruiservægt.
"Jeg sagde til min sekundant, at jeg var tvunget til at holde ham hen med højrehånden i resten af kampen. Heldigvis kom der kun til at gå en omgang mere," glædede Jesper Kristiansen sig, mens Michael Rask åbnede champagnen.
I pausen mellem 10. og 11. omgang opgav den 29-årige tidligere Commonwealth-mester Gary Delaney.
Delaney havde i hele 10. omgang vaklet rundt på knockouténs rand, efter at være blevet totalt udbokset i de tre minutter.
"Jesper gjorde det fremragende," roste Anders Vester, mens hovedpersonen sad med sin venstrehånd i en spand fyldt med is.
Michael Rask vil gerne have en pause, men holder konditionen ved lige ved den 21. maj at løbe Copenhagen Marathon.
"Fire dage efter vil det vist være umuligt at bokse. Jeg deltog også i løbet i 1992 og 93," fortæller Michael Rask.
Efter den tredje ko-sejr på stribe - denne gang over østrigske Gotthard Hinteregger - lurer Rask på en revanchekamp mod spanske Castillejo.
"Det bliver nok ikke til noget, men med min placering som nr. 11 på WBOs verdensrangliste og nr. fire på Europa-ranglisten, er jeg tvunget til at holde mig i gang hen over sommeren, hvis der pludselig kommer et tilbud," siger superweltervægteren.
Han havde problemer med ryggen op til kampen i Varde, men fysioterapeut Jes Skriver fik ordnet det pinefulde hold i ryggen.
Anita Christiansen viste endnu en gang, at hun trods blot tre kampe som professionel, er klar til en titelkamp.
"Det får hun også til efteråret," lover Anders Vester.
Målet er VM-titlen i bantamvægt, som er ledig.
"Det er ikke noget problem at smide det kilo, der skal til, for at bokse bantamvægt," siger Anita Christiansen, der er meget bedre, end hun tror.
"Jeg mærkede det selvfølgelig, da jeg i Polen sparrede med den polske verdensmester.
Der kunne jeg sagtens være med. Det er nok mit handicap, at jeg stadig er for imponeret," siger Anita Christiansen, der har svært ved at finde modstandere.
Italieneren Chiara Benedettini holdt også kun godt to omgange.