- Messi er en fantastisk spiller, og han har for mig været verdens bedste spiller gennem de seneste mange år. Men for mig er det lidt det samme som at spørge om, hvem der er den bedste regent: dronning Margrethe eller kong Christian d. 4.? Det er svært at sammenligne tiderne, fordi fodboldspillet ændrer og udvikler sig, siger Peter Bonde.

53-årige Diego Maradona førte i 1986 Argentina frem til VM-titlen på fantastiske solopræstationer og har derudover to italienske mesterskaber med Napoli som nogle af de mest imponerende bedrifter.

Lionel Messi har i en alder af 27 år vundet seks spanske mesterskaber med Barcelona samt tre Champions League-titler. Derudover er han fire gange kåret til verdens bedste fodboldspiller.

Peter Bonde mener, at Diego Maradona og Lionel Messi hver for sig har været de bedste spillere i deres tid, men 'den gamle' har én stor fordel i den evige sammenligning mellem de to fodboldmastodonter.

- Landsholdsfodbold er følelser. Selvfølgelig er argentinerne glade, når det går Messi eller Maradona godt i Barcelona eller Napoli, men når en hel nation er samlet om et landshold, som vi var i Danmark i 1992, mister man al fornuft. Så er det følelserne, der er i spil, og derfor har Maradona den altoverskyggende fordel at have vundet i VM i 1986, siger Peter Bonde.

Argentina tabte VM-finalen anno 2014 på et mål i den forlængede spilletid af tyskeren Mario Götze. Netop Tyskland har under slutrunden i Brasilien imponeret den erfarne assistenttræner.