Hun var Morten Messerschmidts onde ånd. Kvinden, der afslørede DFs stemmesluger i problematiske forhold, hvor han mistænkes for misbrug af EU-midler.

Men nu må Rikke Karlsson, der meldte sig ud af Dansk Folkeparti i protest mod Morten Messerschmidts opførsel, selv undskylde, at hun har haft fingrene nede i kassen.

Det drejer sig om to konsulentopaver, hvor der er udbetalt i alt 30.000 kr. for en fotoopgave og et website. Modtageren af pengene er Rikke Karlssons søn. Desuden har hun i strid med reglerne lønnet sin sekretær med i alt 30.000 kr. i to måneder.

»Jeg lægger mig fladt ned. Jeg kan ikke gøre andet,« siger Rikke Karlsson til BT.

»Jeg havde talt med Parlamentetet om det, fordi jeg var usikker på, hvad jeg måtte. Min søn er fotograf og jeg ville gerne have lavet en film, og jeg ville gerne være tryg. Jeg synes, det er frygteligt at blive filmet og fotograferet, og jeg synes altid, medierne bringer sådan nogle grimme billeder af mig. Men ham kendte jeg jo og ham kunne jeg være afslappet med. Han lavede en hel fotoreportage med mig, og hvis andre skulle have lavet det, havde det været langt dyrere. Jeg talte med revisoren i går, og der står ikke noget om at man ikke må lave en enkeltstående opgave med familiemedlemmer. Jeg var i fuldstændig god tro om, at det måtte jeg godt. Han har aldrig lavet noget for mig siden.«

Rikke Karlsson undskylder på Facebook efter,  at hun er blevet presset med kritiiske spørgsmål af et filmselskab, der arbejder på en dokumentar for DR2. Det er under samtalerne omkring dokumentaren, hun har opdaget, at hun har brudt reglerne.

»Jeg har fulgt de gældende regler for kontorpenge, og ikke noget sted fundet, at jeg ikke måtte bede familie om at løse opgaver for mig. Parlamentet oplyser mig om, at det er korrekt, at der ikke står, at man ikke må få løst opgaver af nære familiemedlemmer, men at en anden regel, som ligger inde under ansættelsesforhold af nære familiemedlemmer, træder i kraft. Disse forhold må jeg derfor dybt beklage. Jeg føler, at jeg har handlet i god tro, men jeg må erkende, at jeg har begået en fejl vedrørende disse i alt tre forhold,« skriver hun.

Det tredje forhold handler om, at hun i starten af sin periode i Parlamentet selv aflønnede sin sekretær for sine blyantspenge med i alt 30.0000 kr. Det må man heller ikke.

»Efter henvendelsen fra Nordisk Film TV henvender jeg mig igen til Parlamentet med hele regnskabet for 2014, og beder dem gennemgå bilagene, for at sikre mig, at der ikke er noget, der er i strid med reglerne. Her bliver jeg venligt gjort opmærksom på, at der er tale om et gråzoneforhold omkring kontorpengene, og at deres vurdering er, at man IKKE kan lønne en af sine ansatte ud af sine kontorpenge,« skriver Rikke Karlsson.

LÆS HELE INTERVIEWET MED RIKKE KARLSSON I BT PLUS