Efter otte års parforhold er Dot Wessman og Morten Messerschmidt gået fra hinanden. Og det er ikke kun privat, at de har samarbejdet.
Morten Messerschmidt har også været blandet ind i Dot Wessmans mange virksomheder, hvor han har fungeret som direktør og bestyrelsesmedlem.
Men han har tilsyneladende haft travlt med at komme ud af hendes skrantende forretningsimperium.
Læs også:
Læs også: Dot og Messerschmidt forlader hinanden: 'Det er smertefuldt'
Bt.dk kan tirsdag afsløre, at Morten Messerschmidt allerede i slutningen af maj slap tøjlerne i et af det vigtigste selskaber i Dot Wessmans myriade af selskaber, der knytter sig til det nu lukkede Damhus Tivoli ved Damhus-søen i Rødovre. Selskabet har det kryptiske navn ApS HEH 1045, og af de officielle virksomhedsregistre fremgår det, at Morten Messerschmidt er trådt ud som direktør i selskabet den 29. maj i år - blot fem dage efter, at BT skrev om Dot Wessmans økonomiske udfordringer, som hun deler med forretningspartneren Tommy Wessman og eks-kæresten.
Læs også:
Udover det nu lukkede Damhus Tivoli har forretningsparret en masse forlystelser på Dyrehavsbakken.
Gjorde man kassen op på Dot og Tommy Wessmans virksomheder, ville de ifølge egenkapital-posterne i regnskaberne komme ud med et minus på 11,8 mio. kr.
»Selskaberne lever udelukkende på kreditorernes nåde. De vil kunne sende selskaberne i graven ved at kræve deres tilgodehavender betalt - og i sidste instans, når det ikke sker, indgive konkursbegæring,« sagde cand. jur. med speciale i skatteret Michael Egholm til BT den 24. maj.
Fem dage senere kunne BT så fortælle, at Morten Messerschmidt - stik imod EU’s regler - havde undladt at lægge sine økonomiske interesser frem. Han erkendte fejlen og valgte - ved vi nu - samtidig at træde ud som direktør i ApS HEH 1045.
Læs også:
Morten Messerschmidt er stadig direktør og bestyrelsesmedlem i to andre af Dot Wessmans selskaber, men sammenlignet med ApS HEH 1045 er der tale om selskaber med meget lille aktivitet og betydning.
ApS HEH 1045 er delvis ejer af selskabet Damhus Holdning og dermed helt centralt for Dot og Tommy Wessmans forsøg på at redde deres skrantende økonomi. Forretningsparret har nemlig planer om at bygge lejligheder og rækkehus på Damhus Tivoli-grunden med en potentiel milliongevinst til følge.
Morten Messerschmidt oplyser til BT, at han ikke har nogle kommentarer til bruddet.
