Merkel: Nederlag vil ikke ændre gældskrise-politik
CDUs nederlag ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen søndag får ikke betydning for kansler Angela Merkels gældskrise-politik i Europa.
CDUs nederlag ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen søndag får ikke betydning for kansler Angela Merkels gældskrise-politik i Europa.
Tysklands kansler, Angela Merkel, erkender mandag, at hendes parti CDU led et bittert nederlag ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen søndag. Men hun afviser til gengæld, at nederlaget får betydning for politikken i forhold til Europas gældskrise. Det skriver Reuters.
- Det kommer ikke til at påvirke det arbejde, vi er nødt til at gennemføre i Europa, sagde Angela Merkel mandag ifølge Reuters.
Hun måtte søndag se til, mens det socialdemokratiske SPD blev den helt store vinder i delstaten. Samtidig oplevede Merkels kristendemokratiske CDU det værste valg siden Anden Verdenskrig.
Flere iagttagere peger på, at vælgerne har vendt CDU ryggen efter Merkels hårde finanspolitiske linje, som skal hjælpe Tyskland og resten af Europa ud af gældskrisen.
På trods af nederlaget forsvarer Merkel sin stramme finanspolitik og holder fast ved, at en solid finanspolitik er vejen til vækst.
Tirsdag skal Angela Merkel mødes med den nyvalgte franske præsident, Francois Hollande. Her skal de to ifølge Reuters lægge grundstenene for et samarbejde om vækstpolitikken, der skal få eurozonen på ret økonomisk kurs igen.
Den socialistiske Hollande har længe bebudet, at hans første officielle rejse ud af landet som præsident skulle være til Berlin, hvor han vil udfordre det tyske fokus på sparepolitikker.
Som sagt - så gjort. Francois Hollande bliver tirsdag officielt indsat som fransk præsident, og samme dag mødes han med Angela Merkel.