I slutningen af 1980’erne dukkede Jane’s Addiction frem fra Los Angeles’ narkosniffende slum, side om side med ligesindede Guns n’ Roses. Men hvor Guns hentede inspiration fra Rolling Stones’ dekadente boogie, så tog Jane’s udgangspunkt af Led Zeppelins storladne blues-rock.

Fælles for begge bands har imidlertid været, at stofforbruget har hæmmet deres produktivitet og at de blot har præsteret fire reelle studiealbums hver – Jane’s Addictions fjerde udkommer først nu, otte år efter deres første comeback; den solide, men ikke revolutionerende ’Strays’.

’The Great Escape Artist’, som denne skive hedder, har efterhånden været et par år undervejs, og i 2009 så det ud til, at det skulle blive det første udspil i 20 år med Jane’s Addiction i original line-up, da bassist Eric Avery pludselig vendte tilbage. Men han skred hurtigt igen.

Så var den tidligere Guns n’ Roses-medlem Duff McKagan inde over, men også han forlod bandet efter et halvt år, og nu er Chris Chaney som også spillede på ’Strays’ atter fast mand på den firstrengede.

Behersket rock

Sagerne ser med andre ord ud, som de gjorde for otte år siden bortset fra, at Jane’s Addiction er mildnet alvorligt i mellemtiden – både Dave Navarros flamboyante guitarspil og ikke mindst trommeslager Stephen Perkins’ virtuose tøndetæsk er gevaldigt nedtonet.

Den androgyne frontmand Perry Farrell fylder derimod mere end nogensinde tidligere, men det virker ikke så godt som det plejer, fordi han denne gang bakkes op af tre behersket rockende musikere og mestendels middelmådige sange, og ikke af en eksplosiv powertrio.

Faktisk minder Jane’s Addiction anno 2011 en del mere om U2 end om Led Zeppelin, hvilket især understreges af Navarros The Edge-agtige strengevridning i omkvædet til den ellers næsten Nine Inch Nails-agtige ’Curiosity Kills’ og ’I’ll Hit You Back’, der flirter med Foo Fighters’ lyd.

Aldrig direkte ringe

Fred være med, at disse aldrende herrer (Perry Farrell er fyldt 52!) stadig gerne vil erobre stadioner og være unge med de unge; det virker bare påtaget, og man savner farligheden og den overdrevne storladenhed, der gjorde ’Nothing’s Shocking’ og ’Ritual de la Habitual’ så vanedannende.

Disse 40 minutter byder blot på 10 tilforladelige sange, der citerer fortiden og forsøger at føre Jane’s udtryk videre, men fraset åbenlyst radiohitmateriale som ’End to the Lies’ og ’Irresistible Force (Met the Immovable Object)’ er der ingen melodier, der retfærdiggør den poppede drejning.

Det bliver aldrig direkte ringe, men hæver sig alt for sjældent over det ligegyldige niveau.

Lidt af det savnede

Af de mere stilforvirrede, men underligt tiltalende sager skal nævnes ’Ultimate Reason’, der blander orientalske toner med Rammsteins marcherende rytmer, samt ’Broken People’, der stikker ud ved at lyde som The Verve, der spiller The Jesus & Mary Chain!

Og især i åbneren, ’Underground’, kan man rigtig kende Jane’s Addiction – semieksperimenterende ’Splash a Little Water on It’ hypnotiserer over fem minutter, og endelig tæller den nærmest Jesus Lizard-agtige ’Words Right Out of My Mouth’ lidt af den energi og det overskud, man ellers savner.

Men efter så mange års ventetid, er og bliver ’The Great Escape Artist’ desværre et comeback som den slags er flest: Ærgerligt intetsigende.

TRACKLISTE
1. Underground
2. End to the Lies
3. Curiosity Kills
4. Irresistible Force (Met the Immovable Object)
5. I’ll Hit You Back
6. Twisted Tales
7. Ultimate Reason
8. Splash a Little Water on It
9. Broken People
10. Words Right Out of My Mouth