Mere af den flyveaske, der er et affaldsprodukt på kraftværker, kan bruges til beton og cement, hvis asken brændes en ekstra gang. Dermed kan de kulfyrede kraftværker slippe for at skulle deponere store mængder flyveaske.

Det viser forsøg på Vestkraft i Esbjerg. Kraftværket lavede sidste år 80.000 ton flyveaske, og 75.000 ton kunne bruges til beton. Et af problemerne er, at kraftværkerne producerer mest flyveaske om vinteren, mens der laves mest beton om sommeren.

Den gamle og uanvendelige flyveaske blev på Vestkraft sendt en ekstra tur gennem ovnen om sommeren og blev dermed brændt til en bedre kvalitet, så den kunne afsættes.

Produktionschef Henning Juul Sørensen fra Vestkraft siger til DR Syd, at kraftværkerne dermed kan afsætte en endnu højere del af flyveasken. /ritzau/