Det uhyggelige terrorangreb som ramte Bruxelles tirsdag morgen er blot det seneste af en lang række blodige angreb begået inden for ganske få år.

Mindst 34 har mistet livet og 250 er såret efter flere selvmordsangreb mod lufthavnen Zaventem og metrostationen Maalbeek.

Siden Al-Qaedas terrorangreb mod World Trade Center, Pentagon og Det Hvide Hus den 11. september 2001, har terror været på den politiske dagsorden, men ikke desto mindre er antallet af angreb taget til de senere år.

Herunder er der en oversigt over de største terrorangreb, som har ramt Europa siden maj 2014. Angreb som har kostet over 300 menneskeliv og såret mere end 1.000 borgere, hvis eneste forbrydelse var, at de opholdt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Bruxelles: Det jødiske museum

24. maj 2014 skød og dræbte en terrorist fire mennesker med et automatvåben på det det jødiske museum i Bruxelles. En fransk statsborger, som har kæmpet i Syrien og sympatiserer med Islamisk Stat, er sigtet for terrorangrebet.

Dræbte i alt: 4

Paris: Charlie Hebdo

Den 7. januar 2015 angreb brødrene Chérif og Saïd Kouachi redaktionen på den satiriske avis Charlie Hebdo i det centrale Paris. De dræbte 12 mennesker og sårede 12 personer. Efter en storstilet menneskejagt blev gerningsmændene skudt og dræbt af politiet to dage senere.

Kort efter angrebet på Charlie Hebdo skød og sårede Amedy Coulibaly en mand i en parisisk park. Dagen efter dræbte han en kvindelig politibetjent i en forstad til Paris, og kort efter tog Coulibaly en række gidsler i et jødisk supermarked i den franske hovedstad. Han dræbte fire personer før politiet stormede supermarkedet og skød ham.

Terrororganisationen Al-Qaeda har taget ansvaret for terrorangrebet.

Dræbte i alt: 20 (heraf 3 terrorister)

Artiklen fortsætter under billedet.

København: Krudttønden og synagogen

14. februar 2015 angreb 22-årige Omar El-Hussein kulturhuset Krudttønden på Østerbro, mens blandt andre den svenske tegner Lars Vilks, som tidligere har portrætteret profeten Muhammed som en hund i en satiretegning, deltog i et arrangement. Omar El-Hussein skød og dræbte 55-årige Finn Nørgaard uden for Kulturhuset.

Om natten fortsatte den danske terrorist til synagogen på Krystalgade i det indre København, hvor han skød og dræbte 37-årige Dan Uzan, der holdt vagt under sin datters konfirmationsfest (på jødisk: bat mitzvah) i synagogen.

Tidlig søndag morgen åbnede Omar El-Hussein ild, da han blev genkendt af politiet. De besvarede ilden og skød og dræbte ham.

Omar El-Hussein havde sværget Islamisk Stat troskab inden terrorangrebet.

Dræbte i alt: 3 (heraf 1 terrorist)

Artiklen fortsætter under billedet.

Ankara: Eksplosion under fredsmarch

Kort før en planlagt fredsmarch, hvor demonstranter ville protestere mod konflikten mellem staten Tyrkiet og kurderne i den sydøstlige del af landet, eksploderede to bomber tæt på hinanden nær banegården i Tyrkiets hovedstad Ankara og dræbte 103 personer. Over 400 blev såret af eksplosionerne.

Angrebet fandt sted den 10. oktober 2015 og det formodes, at Islamisk Stat stod bag.

Dræbte i alt: 103

Paris: Bataclan, Stade de France og flere restauranter

13. november 2015 blev den franske hovedstad Paris udsat for et storstilet terrorangreb. Seks steder i byen angreb terrorister med automatvåben og sprængstoffer. Først sprængte en bombe på det franske nationalstadion Stade de France, mens Tyskland og Frankrig spillede en venskabskamp.

Kort efter åbnede flere terrorister ild mod sagesløse gæster på caféer og restauranter i det centrale Paris. Andre gerningsmænd stormede spillestedet Le Bataclan, hvor de holdt flere hundrede koncertgæster som gidsler. De nåede at dræbe 80, før politiet stormede bygningen.

Terrororganisationen Islamisk Stat har taget ansvar for angrebet.

Dræbte i alt: 137 (heraf 7 terrorister)

Artiklen fortsætter under billedet.

Istanbul: Eksplosion i populært turistområde

Den centrale Sultanahmet-plads i den tyrkiske storby Istanbul blev om formiddagen den 12. januar 2016 forvandlet til et blodigt inferno efter en voldsom eksplosion. Mange turister befandt sig på pladsen, som ligger i et område med flere seværdigheder.

Ti personer mistede livet og 15 blev såret, herunder en nordmand, som dog ikke kom alvorligt til skade.

Dræbte i alt: 10

Artiklen fortsætter under billedet.

Ankara: Nøje planlagt angreb ved militærbus

En bil ladet med sprængstof detonerede 17. februar 2016 ved siden af en militærbus nær en kaserne og flere andre regeringsbygninger i Tyrkiets hovedstad Ankara og har dræbt mindst 28 personer og såret 61.

Ifølge den tyrkiske regerings talsmand Numan Kurtulmus var der tale om et "nøje planlagt" angreb.

Dræbte i alt: Mindst 28

Artiklen fortsætter under billedet.

Istanbul: Bilbombe mod forretningsgade

Fire personer blev dræbt og mindst 36 såret, da en bilbombe sprang på Istiklal-gaden i Istanbul den 19. marts 2016. Der er mange butikker, caféer og nogle udenlandske konsulater på den befærdede gade. Blandt de dræbte er en iraner og en israeler.

Tyrkiske embedsmænd sagde efter angrebet, at det formentlig er Kurdistans Arbejderparti (PKK) eller den militante gruppe Islamisk Stat, der står bag.

Dræbte i alt: 4

Udover de over 300 dødsofre er over 1.000 uskyldige blevet såret under de adskillige terrorangreb, som har ramt Europa de seneste godt to år.

Derudover er utallige terrorangreb Ifølge myndigheder og efterretningstjenester over hele Europa blevet afværget.

Også i resten af verden har der været en lang række terrorangreb den senere tid. Lande som Tunesien, Mali, Elfenbenskysten, Irak, Syrien, Indonesien og Somalia er blandt andet blevet ramt af terrorens grimme ansigt.

Kilder: BT, DR, Reuters, Ritzau, Jyllands-Posten og Wikipedia.