Mens det meste af den kapitalistiske verden oplever økonomisk recession buldrer verdens mest forarmede kommunistiske nation nærmest derudaf.
Nordkoreas skrantende økonomi oplevede sjælden vækst i fjor takket være solid høst og ivrigt boligbyggeri i hovedstaden Pyongyang, beretter Sydkoreas centralbank søndag ifølge Reuters.
I alt steg Nordkoreas økonomi med 0,8 procent i 2011, og det er blot anden gang inden for de seneste seks år, at landets økonomi oplever en stigning i vækst på årsplan.
Det ændrer imidlertid ikke på, at den kommunistiske stat forbliver en af verdens fattigste og mest underudviklede nationer på verdensplan.
Nordkoreas økonomi, som i årtier overstrålede naboernes ditto, smuldrede i takt med, at Sovjetunionen - Nordkoreas helt store velgører - gradvist gik i opløsning inden det endelige kollaps i 1991.
I dag, over 20 år senere, er Nordkorea stærkt afhængig af Kina, både hvad angår økonomisk og politisk støtte. Landet er blevet yderligere isoleret og presset af internationale sanktioner, som er indført på grund af det nordkoreanske atom- og missilprogram.