Københavns Brandvæsen har svigtet ved ikke at bruge pumper, der var til rådighed, mener fagforeningen for redningsfolkene i Beredskabsstyrelsen.

Mens flere dele af Danmark i denne tid rammes af voldsomme skybrud og milliondyre oversvømmelser, vælter der ikke kun vand, men også kritik ned mod den indsats, der bliver gjort for at forhindre materielle skader.

Mens det i denne weekend særligt har været over Vestjylland, himlens sluser har åbnet sig, gik det sidste uge hårdt ud over hovedstadsområdet.

Se billederne: København oversvømmet efter voldsomt vejr

Og Centralforeningen for Stampersonel, CS, som er fagforening for redningsfolkene i Beredskabsstyrelsen, er ude med riven mod Københavns Brandvæsen, som kritiseres for ikke at gøre brug af den pumpekapacitet, som stod til rådighed, da vandet væltede ned og forårsagede massive oversvømmelser i kældre, underetager og i byens offentlige rum.

CS’ formand Jesper K. Hansen mener, at det i virkeligheden er et politisk slagsmål, som er årsagen til, at oversvømmelserne og vandindtrængningen i ejendomme i København blev værre end nødvendigt, fordi uenighed forhindrede en rettidig indsats.

- Det undrer mig, at man ikke bruger den kæmpe kapacitet, man har. Den eneste grund, jeg kan se, er, at kommunerne gerne vil vise, at de kan løse den her opgave, men det kan de ikke på nuværende tidspunkt, siger Jesper K. Hansen til Ritzau.

Ventede i flere timer

Der var sidste weekend tilkaldt køretøjer, materiel og mandskab fra fem andre egne af landet til hovedstaden for at hjælpe, men da de ankom, måtte de vente gennem flere timer, før de blev sat i gang med arbejdet. Samtidig blev beredskabets pumper, der tilsammen kan fjerne mere end 60.000 liter vand i minuttet, ikke brugt, påpeger CS.

- Det er foruroligende at tænke på, hvor meget vand Beredskabsstyrelsen kunne have fjernet i de timer, de holdt stille. Jeg tør ikke tænke på, hvor store problemer borgerne og virksomhederne i København kunne være sparet for, siger Jesper K. Hansen.

Københavns Brandvæsen afviser den hårde kritik af skybrudsindsatsen og kalder den ’ude på dybt vand’.

- Kritikken er helt forfejlet og baseret på uvidenhed om de faktiske forhold. Bortpumpningen af vandet kunne først påbegyndes, da kloakkerne var frie, siger beredskabschef Jakob Vedsted Andersen.

Peter Kragh, chef for Nationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen, ønskede søndag ikke at kommentere sagen overfor BT.