Fredag aften udviklede sig til et sandt mareridt for to små piger på to og fem år i den indiske storby New Delhi. Begge blev de ført bort af fremmede mænd og voldtaget. I mindst det ene tilfælde var der også tale om gruppevoldtægt.
Den to-årige pige blev sent fredag aften bortført af to mænd på motorcykel, da hun stod uden for sit hus og fulgte med i et religiøst arrangement kaldet 'ramleela'.
Naboer fandt senere pigen liggende bevidstløs i en park i nærheden. Stærkt blødende og voldtaget mindst én gang.
Det skriver Times of India.
Politichefen i det vestlige område af Delhi, Pushpenda Kumar, har oplyst, at den lille piges blødninger ikke ville stoppe i flere timer, efter hun var blevet fundet og at tests har vist, at hun er blevet voldtaget mindst én gang.
»Vi har iværtsat en menneskejagt for at finde gerningsmændene. Indtil videre er ingen blevet anholdt,« siger han til AFP.
Omkring samme tid blev en fem-årig pige, der var alene hjemme, angiveligt opsøgt af en af sine naboer, som tog hende med over til hans hus, hvor han voldtog hende med to af sine venner.
»Hendes tøj var delvist revet i stykker med blodpletter over det hele. Nogle af de lokale fandt hende, og hun fortalte dem, at hun var blevet udsat for et seksuelt overgreb,« siger en politibetjent fra den lokale politistation til AFP.
Alle tre mænd er blevet pågrebet og anholdt, efter den lille pige blev set komme ud fra en ene af mændenes hus.
»Hun græd, og hendes tøj var gennemblødt af blod,« har en af naboerne fortalt til politiet.
Test har senere vist, at pigen er blevet voldtaget flere gange.
Begge piger tilses endnu på hospitalet, men ingen af deres skader menes at være livstruende.
Voldtægterne af de to små piger kommer blot en uge efter, at en fire-årig pige også blev lokket væk fra sit hjem i New Delhi og angiveligt udsat for en grov voldtægt og stukket med en kniv.
Hun blev fundet med omfattende skader i sit underliv. Så omfattende, at hun ifølge indiske medier skal igennem flere operationer det næste stykke tid.
Nyheden om voldtægten af de små piger er blot de seneste i rækken af historier om grusomme voldtægter i Indien, hvor flere kvinder de seneste år er blevet udsat for uhyggelige voldtægter og gruppevoldtægter.
Ifølge Tribune blev der i 2014 registreret 36.735 voldtægter i Indien i 2014. Ud af dem blev de 2.096 anmeldt i Delhi.
