Melodi Grand Prix: Sådan går det i aften
Læs BTs Eurovision-ekspert Steffen Dam og sangeren Eirikur Haukssons dom over de 18 sange i aftenens semifinale
Læs BTs Eurovision-ekspert Steffen Dam og sangeren Eirikur Haukssons dom over de 18 sange i aftenens semifinale
I aften er det atter tid til Eurovision Song Contest, og det er her, at Soluna skal ud og forsvare de danske farver.
Hun står med ganske gode muligheder for at gå videre i et felt med meget svingende kvalitet - i hvert fald hvis man tro BTs egen Eurovision-ekspert Steffen Dam samt den islandske sanger Eirikur Hauksson (også kendt som Eric Hawk), som deltog i 2007 med Valentine Lost. De har kigget nærmere på sangene, og her er dommen:
1. MONTENEGRO
Festen starter med et af de mere specielle numre. Nummeret hedder Euro Neuro, og det lyder da også som et eller andet, der er lavet i en rus af nervemedicin eller lignende. Det lyder ganske enkelt forfærdeligt, og har hverken charme eller melodi, og da stort set alle 'vennerne' fra Balkan (Serbien, Bosnien, Makedonien, Slovenien og Kroatien) er i den anden semifinale, må Montenegro være helt chanceløse.
2. ISLAND
Island skal levere varen, for det er altid småt med nabostemmer. Gréta Salóme og Jónsi leverer en godt komponeret sang, men kemien er der ikke rigtigt imellem de to, og sangen lød bedre på islandsk. Man skal ikke undervurdere betydningen af vind og violin - to elementer, der ofte er nøglen til succes i ESC - men modsat har Island fået et forfærdeligt startnummer, så det er ikke nogen sikker finaleplads.
3. GRÆKENLAND
Grækenland kommer med et klassisk europop/disco nummer med dans og glæde på scenen. Der er ikke noget revolutionerende over nummeret, men man bliver i godt humør af at høre det, og forsanger Eleftheria er vanvittig smuk og sexet. Med naboen Cypern tilmed i samme semifinale, er Grækenland trods et uheldigt startnummer nærmest givet deltager i finalen.
4. LETLAND
Den gamle Eurovision-legende Johnny Logan bliver nævnt i Letlands bidrag i år, og skulle man tro titlen, så er det en smuk sang, som der serveres. Vurderingen er dog nærmere, at det er et ret anonymt bidrag, som Letland har begået i år, og Anmary brænder heller ikke videre igennem. Uden vennerne fra Estland og Litauen til at stemme i aften, vil det være en massiv overraskelse, hvis Letland klarer sig videre.
5. ALBANIEN
Det albanske bidrag starter egentlig ganske fornuftigt, men går så over og blive rene vokaløvelser fra sangerinden Rona Nishu, hvor man egentlig mest har lyst til at trykke på mute. Der er lidt Balkan-stemning over det, og skal Albanien videre, så skal stemmerne komme fra den østlige del af Europa. Problemet for Albanien er bare, at langt de fleste naboer er at finde i den anden semifinale.
6. RUMÆNIEN
Rumænerne kommer i år med en anden europop-sang, som har en god blanding af toner fra det østlige Europa kombineret med mere klassisk pop. Mandinga er smuk og vil helt sikkert samle stemmer på sit udseende, og denne her sang kan sagtens trække ganske pænt med stemmer. Med 12 sikre point fra Moldova in mente, skal Rumænien være nærmest sikker på en finaledeltagelse.
7. SCHWEIZ
Man må bare konstatere, at det ofte er en fordel at synge på engelsk, men ikke når man ikke mestrer sproget. Sinplus er et orgie i dårligt udtalte engelske ord, og det fjerner fokus fra sangen, som i øvrigt er ganske ordinær. Dog skal det siges, at der egentlig er meget godt gang i den, og da engelsk udtale næppe betyder det vilde i flere af de lande, der kan stemme, er Schweiz et af de lande, der er på vippen.
8. BELGIEN
Belgien har det ofte svært i Eurovision og har ikke vundet siden Sandra Kim gjorde det i 1986. Men sker helt sikkert ikke med Iris. Som sådan er der ikke noget i vejen med nummeret, men det er i den genre af Eurovision-numre, som man ikke har noget imod, men på den anden side heller ikke har det ekstra, der får én til at stemme på det. Belgien er ikke uden muligheder, men det peger i retning af et farvel i aften.
9. FINLAND
Finland forsøger sig i år på svensk, og Pernilla giver den egentlig ganske godt. Men det helt store spørgsmål er, om det fænger i Europa. Sangen er lidt anonym, og med Sverige i den anden semifinale er de mest oplagte stemmeslugere væk. Som regel er der maksimalt en af disse lidt mere "flade" sange, som sniger sig videre, og det ligger ikke i kortene, at Finland napper en finaleplads.
10. ISRAEL
Hvis man lukker øjnene, så er dette en helt fint ELO inspireret pop-sang. Men stemmen er irriterende og hovedpersonen er ganske så usympatisk, og Israel er et land med specielle følelser omkring fra flere af de andre lande, hvorfor man ofte skal op med noget ekstra for at komme med videre. Det gør de ikke denne gang, og derfor peger pilen i retning af et israelsk exit i aften.
11. SAN MARINO
Det lille land San Marino prøver i år med Facebook-tema - i hvert fald hedder sangen 'The Social Network Song'. Den er en hån imod alt hvad der hedder sang og tekst og god vokal, og dermed bliver tredje gang næppe lykkens gang for landet - de har været med to gange før uden at gå videre. Man har dog Italien til at stemme i denne semifinale, hvilket kan tænde et lille håb for San Marino.
12. CYPERN
Glade toner og klassisk dansemusik er hvad Cypern kommer med i år. Nummer er iørefaldende, og Ivi Adamou synger ganske udmærket - og det er et af de numre, hvis omkvæd man kan huske næsten med det samme. Med masser af energi på scenen og Grækenland med stensikre 12 point til sangen, skal der gå rigtig meget galt, hvis ikke Cypern booker en plads i lørdagens finale.
13. DANMARK
Så er det endelig tid til Danmark. Charmerende Soluna er sangens største clou, og hendes stemme og evne til at brænde igennem skærmen skal bære Danmark langt, for nummeret er ikke noget specielt, og havde man siddet foran radioen, havde man sikkert skruet over på en anden kanal. Men Soluna sælger varen så godt, at man kommer til at holde af sangen, og det bør også række til finaledeltagelse.
14. RUSLAND
Med et hav af naboer, har Rusland massive fordele - og det er da heller aldrig sket, at russerne har misset en finale, siden man indførte semifinaler. Seks gamle damer går på scenen og synger en sang, som bedst kan betegnes som en vittighed - endda en dårlig en af slagsen. Det er totalt latterligt, og man græmmer sig på musikkens vegne over sådan en gang ørediarré, men naboerne redder dem helt sikkert videre til finalen.
15. UNGARN
Sidste år var Ungarn i favoritfeltet med Kati Wolf, men skuffede fælt. Nu skal Compact Disco så rejse landet i ESC-sammenhæng, og det gør de faktisk ganske hæderligt. Det er faktisk en af de bedste sange i dag, og til at synge med på med det samme. Den mangler noget i sceneoptræden, og det kan godt koste dyrt, men et godt startnummer og et nummer, som bør fange fagjuryerne, bør sende Ungarn videre.
16. ØSTRIG
For ni år siden havde Alf Poier succes med en udstoppet ko, der spillede på guitar, så man er med på, at Østrig kommer med noget alternativt engang imellem. Det gør de sandelig også i år. Det er sjældent, man kan tale om et had til et nummer, men det østrigske bidrag er så forfærdeligt, at det trodser enhver beskrivelse. Heldigvis er halvdelen af stemmerne fra fagjuryer, og det må besegle Østrigs skæbne.
17. MOLDOVA
Moldova har før med held sendt numre, som er mere gøgl end musik (hvem husker ikke den gamle bedstemor, der spillede tromme i 2005). Det gør de også i år. Forfærdeligt nummer, og der er ingenting, som hverken provokerer eller vækker interesse. Derfor kan det nu godt gå videre alligevel - man får helt sikkert 12 point fra Rumænien, og med andre oplagte nabostemmer er man godt på vej.
18. IRLAND
For andet år i træk kommer Irland med de to Jedward-tvillinger med det specielle hår. De kom til finalen sidst, men uden at brænde banen af i finalen. Årets bidrag er mere ordinært end "Lipstick" var sidste år, og tager man i betragtning, at de faktisk var tæt på at ryge i semifinalen sidste år, så er det langt fra givet, at Jedward går videre, selv om de helt sikkert får en del stemmer fra de yngre ESC-fans.
Det bringer os frem til følgende konklusion:
SIKKERT I FINALEN:
Grækenland, Rumænien, Danmark, Cypern, Rusland.
I SPIL TIL FINALEN:
Moldova, Irland, Ungarn, Island, Belgien.
DE FRÆKKE OUTSIDERE:
Schweiz, Albanien, Israel, Finland.
SPILD AF TID:
Montenegro, Østrig, San Marino, Letland.
Hvad er BT Special?
BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.