Allerede i weekenden opfordrede flere seere til at iværksætte en indsamling, hvor man kunne indbetale 25 kroner pr. snude for at redde Melander ud af kniben.

Ifølge B.T.’s oplysninger er det voldsmiseren, som får SBS TV til at ophæve kravet. Så da Michael Melander lørdag i den såkaldte skriftestol udtrykte ønske om at forlade huset, lod produktionen ham gå uden yderligere konsekvenser.

Normal procedure er desuden at sende den udstemte deltager på hotel det første døgn, hvor den udstemte bliver debriefet og får psykologhjælp. Også det slap Melander for.

Hos SBS TV ønsker man ikke at kommentere særbehandlingen af Melander og indholdet i de kontrakter, som deltagerne skrev under på før deres entre. Informationschef hos SBS TV Jesper Jürgensen nøjes med at sige, at de har valgt at respektere Melanders ønske.

- Vi har en deltager, som kommer og siger, at han er kørt træt og gerne vil ud af huset, og det respekterer vi naturligvis, siger Jesper Jürgensen.

Han vil ikke forholde sig til, hvorvidt særbehandlingen sker i lyset af weekendens voldsepisode.

- Det skal ses i lyset af, at vi har at gøre med en deltager, som føler sig isoleret. Og i lyset af det, Melander selv har fortalt til diverse medier, siger Jürgensen med henvisning til Melanders udtalelser om, at han 'var en hadeperson derinde'.

Bodsbetalingen er formentlig også årsagen til, at den kværulerende Catherine i huset endnu ikke har gjort alvor af sine trusler om at forlade huset. Til kameraet har hun dog flere gange luftet sine protester over produktionen og sin frygt for, hvordan hun fremstår på fjernsyn.

Efter Melander frivilligt forlod huset lørdag, har seerne truet med at slukke for Big Brother-signalet, fordi de ikke mener, der er mere interessant at kommet efter, nu Melander er ude. Og måske var det boykottet af Big Brother – eller slet og ret mangel på interesserede – der gjorde, at liveshowet søndag var tæt på at finde sted for tomme pladser.

I hvert fald manglede der så mange på publikumpladserne, at de, der trods alt var mødt op i SBS TV-studiet i Skovlunde, kort før showstart klokken 21 blev bedt om at ringe efter forstærkning. Således blev familie og venner til de fremmødte fragtet ind i taxaer – på Big Brothers konto naturligvis.