For første gang nogensinde er der blevet optaget en video af den sjældne guldsjakal i Danmark.
Sidste sommer blev en vild sjakal foreviget på foto, men fredag lykkedes det altså to hobbyfotografer at få en fin video af rovdyret i Nordjylland. En destination guldsjakalen, der ikke er hjemmehørende i Danmark, er rejst langvejs for at nå.
Zoolog ved Statens Naturhistoriske Museum med speciale i pattedyr Mogens Trolle fik fredag tilsendt billeder og videoer af rovdyret. Efter at have sendt materialet rundt til flere udenlandske eksperter kan han bekræfte, at der er tale om den sjældne guldsjakal.
»Det er første gang, der er blevet optaget en video af den i Danmark,« fortæller Mogens Trolle, der mener, at der findes tre, måske fire guldsjakaler i Danmark baseret på tidligere observationer af rovdyret.
»Guldsjakalen er meget tilpasningsdygtig, den lever af smådyr og ådsler, og den kan altså sagtens leve i Danmark,« siger Mogens Trolle, der dog mener, der vil gå mange år, før vi ser en egentlig bestand herhjemme.
Guldsjakalen kommer oprindeligt fra Sydøsteuropa, og den har altså ikke tidligere boet naturligt i Danmark på samme måde som ulven.
»Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en invasiv art. Det er en naturlig udvikling, at den har spredt sig rundt omkring i Europa,« fortæller Mogens Trolle.
Hos Danmarks Naturfredningsforening er formand Ella Maria Bisschop-Larsen begejstret for, at guldsjakalen igen er blevet spottet i den danske natur.
»Vi vil gerne have, at der er plads til den vilde natur i Danmark, og når vi ser større rovdyr som guldsjakaler og ulve, så er det et udtryk for, at naturen kan være mere vild,« siger hun.
Helt usædvanligt
»Det er helt usædvanligt, at vi ser den i Danmark. Det er en art, der strejfer, og det kan have noget at gøre med klimaforandringerne, at de har fundet vej til Danmark,« siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
Ifølge hende rummer Danmark muligheden for, at større rovdyr som ulve og guldsjakaler kan leve her.
»Guldsjakalen er i sin livsform en mellemting mellem en ræv og en ulv, der begge kan leve i Danmark.«
Det er Henrik Friis og Troels Kjær fra Olympus Danmark, der var heldige at få både billeder og video af den sjældne sjakal, da de var på kursus og spottede et dyr, de ikke havde set før.
»Det var heldigt, vi havde godt kameraudstyr ved hånden,« griner Troels Kjær.
Vil du vide, hvordan man genkender en guldsjakal, kan du læse en guide her.