Medlemmer af a-kasser straffes for at arbejde ekstra
Regeringen vil have danskerne til at arbejde mere, men reelt straffes de, der yder en ekstra indsats, hvis de mister deres arbejde. Sidste år mistede 1.434 akademikere dagpenge på den konto.
Regeringen vil have danskerne til at arbejde mere, men reelt straffes de, der yder en ekstra indsats, hvis de mister deres arbejde. Sidste år mistede 1.434 akademikere dagpenge på den konto.
Nuværende regler fjerner lysten til at arbejde ekstra, mener arbejdsmarkedsforsker.
'Mange vil blive bedt om at tage en tørn ekstra,' lød det kontante budskab fra Helle Thorning-Schmidt (S) i hendes første nytårstale som statsminister.
Men de nuværende dagpengeregler kan ende med at stikke en kæp i hjulet på regeringens ambitioner. De såkaldte 'regler for overskydende timer' betyder, at a-kasserne skal trække de lønkroner fra dagpengene, som ledige medlemmer tjener om ugen ud over en normal arbejdsuge i tre måneder frem til ledighedsdatoen.
Stine Rasmussen, ph.d.- stipendiat med speciale i a-kasse-systemet ved CARMA - Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet, kalder reglerne 'underlige'.
- De skaber ikke incitament til, at man giver den en ekstra skalle, da man skal afspadsere de ekstra timer, man har arbejdet frem til fyringen, før man kan få udbetalt sine dagpenge, vurderer Stine Rasmussen over for Information og peger på, at reglerne kan skræmme folk fra at betale til a-kasserne.
Alene sidste år fik 1.434 ledige medlemmer fra Akademikernes A-Kasse, AAK, Ingeniørernes Arbejdsløshedskasse, IAK, og Magistrenes A-kasse modregnet i dagpengene pga. reglerne, viser tal, Information er kommet i besiddelse af.
A-kasserne har i flere år forsøgt at råbe politikerne op og få reglerne afskaffet.De seneste to år har Arbejdsskadestyrelsens Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring modtaget 214 henvendelser om reglerne, hvoraf de fleste er klagesager fra utilfredse a-kassemedlemmer, der er blevet fyret og efterfølgende har fået trukket ekstra optjente lønkroner fra dagpengene.
- I dag taler alle politikere om, at udbuddet af arbejdskraft skal forøges. Så er det altså tosset at være så smålig, at man straffer en medarbejder for f.eks. at tage fem over arbejdstimer i måneden frem til, at personen bliver afskediget, siger Verner Sand Kirk, direktør i AK Samvirke, branche organisationen for a-kasser til Information.
Reglerne handler ifølge ham om, at a-kasse medlemmer ikke skal kunne spekulere i at tage en masse ekstraarbejde frem til en ledighedsperiode og så hæve dagpengene oveni.
- Men som hovedregel kan man jo ikke vide, om man bliver fyret, siger Verner Sand Kirk til Information.