Peter Sørensen er centrum i en voldssag. Silkeborg-træneren er af Østjyllands Politi tiltalt for to tilfælde af voldelige overgreb på sin kone og parrets fælles datter efter en lang række anklager fra den fraseparerede hustru.
Nu skriver Ekstra Bladet, at Peter Sørensen angiveligt skulle have forsøgt »at få en ‘mindelig løsning’ med sin fraseparerede hustru, Olivia Pontoppidan, ved at afskrive sig både forældremyndighed og alt fremtidigt samvær med sin treårige datter«.
Avisen har fået indblik i en korrespondance mellem Silkeborg-træneren og hans fraseparerede hustru fra i sommer. Og det er i denne korrespondance, at Peter Sørensen skulle have tilbudt at finde en mindelig løsning med Olivia Pontoppidan ved at afskrive sig forældremyndigheden og alt samvær med datteren.
Til BT fortalte Peter Sørensen torsdag, da sagen blev kendt, at han og Olivia Pontoppidan ikke var enige om Sørensens ret til at se datteren.
»Jeg er havnet i ret alvorlig og ubehagelig skilsmissesag. Vi er ikke enige om ret meget, heller ikke om min ret til at se vores datter. Anklagerne skal ses i den sammenhæng, og der bliver ikke sparet på krudtet i sagen. De er pure opspind,« fortalte Peter Sørensen.
Peter Sørensen er tiltalt for to forhold. Ifølge Ekstra Bladet er det første fra august 2014, hvor Peter Sørensen skubbede til hustruen, der stod med parrets dengang ni måneder gamle datter i favnen, så de faldt bagover i et sofabord, ned på en sofa og videre ned på gulvet.
Efterfølgende trak Sørensen ifølge anklagen kone og barn ind i soveværelset, hvor han kastede dem ned på sengen.
Året efter skal Peter Sørensen ifølge beskrivelsen under en fest i et kolonihavehus i 2015 have taget fat i hustruens arm og trukket i hende, så hun faldt omkuld. Derefter skal træneren ifølge anklagen have trukket Olivia Pontoppidan flere meter hen over grus og fliser.
Disse forhold blev anmeldt af Olivia Pontoppidan tilbage i april, men i september standsede Østjyllands Politi efterforskningen. Det klagede Olivia Pontoppidan over til Statsadvokaten, som 1. november imødekom den klage, så der nu rejses tiltale mod Peter Sørensen.
