Paul Pogba skifter fra Juventus til Manchester United i verdens dyreste fodboldhandel. Det skriver den franske sportsavis, L'Équipe, på sin hjemmeside.

Ifølge L'Équipe har Juventus og Manchester United forhandlet tirsdag og onsdag, og Juventus har accepteret, at 23-årige Paul Pogba ønsker at vende tilbage til den engelske storklub, hvor han var i 2011-12 på klubbens ungdomshold og fik nogle enkelte kampe på førsteholdet.

Juventus' udspil til overgangssum for den franske midtbanespiller var 120 millioner euro (små 900 millioner kr.) i overgangssum for den franske midtbanespiller, mens Manchester Uniteds udgangspunkt var 101 millioner euro. Det fremgår ikke af artiklen, hvilket beløb de to klubber er blevet enige om, men flere andre hjemmesider taler om, at englænderne har accepteret italienernes krav.

Under alle omstændigheder er der tale om den dyreste handel med en fodboldspiller nogensinde.

Den hidtil dyreste spiller var waliseren Gareth Bale, som Tottenham Hotspur i 2013 solgte til Real Madrid for 100 millioner euro (743 millioner kr.).

Ifølge l'Équipe fortsætter forhandlingerne om detaljerne i kontrakten, men at skiftet bliver en realitet, skulle der ikke være tvivl om. Det er kun et spørgsmål om tid.

Manchester Uniteds nye manager, José Mourinho, har personligt ønsket at købe Paul Pogba til klubben, som har vundet ikke færre end 13 engelske mesterskaber og to Champions League-titler i de sidste 24 år. I de seneste tre år har klubben dog ikke vundet nogen af delene, efter at den legendariske manager, Sir Alex Ferguson, valgte at stoppe med udgangen af 2012-13.

Klubben røg i sidste sæson ud af Champions League i gruppespillet og formåede ikke at kvalificere sig til denne sæsons udgave af mesterligaen. At Manchester United vandt den engelske pokalturnering, FA Cup'en, var ikke tilstrækkeligt til at redde jobbet for José Mourinhos forgænger, hollænderen Louis van Gaal.

Portugiseren har i denne sommers transfervindue også købt den svenske verdensstjerne Zlatan Ibrahimovic fra Paris Saint-Germain, den armenske midtbanespiller Henrikh Mkhitaryan fra Borussia Dortmund og den ivorianske centralforsvarer Eric Bailly fra Villarreal.

På Twitter har der de seneste par dage været gisninger om, at José Mourinho allerede planlægger med Paul Pogba, som ved denne sommers EM var med til at sikre Frankrig sølvmedaljerne.

José Mourinhos kone, Matilde Mourinho, lagde et billede ud af sin mand på vej til Beijing, hvor Manchester United skal spille træningskampe.

På venstre side af billedet hænger en taktiktavle, og det er svært at læse, men kvikke brugere har forsøgt at forstørrre billedet, og her kunne man se Pogbas navn på tavlen.