Topskatten skal lettes allerede i løbet af den kommende folketingssamling, der løber fra oktober til juni. Det fremgår af det regeringsgrundlag, som den kommende Venstre-regering præsenterer i løbet af kort tid, oplyser DR Nyheder.

Regeringen vil gennemføre en skattereform, der blandt andet indeholder en sænkelse af topskatten fra 15 til 10 procent. Topskatten betales af danskere, der i år tjener mere end 459.200 kroner. Dermed betales topskatten af ti procent af alle skatteydere.

De borgerlige partier er dybt uenige om, hvad der skal ske på skatteområdet.

Liberal Alliance og Konservative vil lette topskatten, mens Dansk Folkeparti ønsker lettelser i bunden, hvis pengene kan findes.

»Der er bestemt ikke indgået forhåndsaftaler om noget - heller ikke topskatten. Dansk Folkeparti er ikke gået til valg på at afskaffe topskatten, tværtimod er vi gået til valg på, at hvis der bliver penge til at lette skatten, så skal det foregå i bunden. Det står vi fast på,« sagde DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF) i et interview med TV 2 tidligere lørdag.

Fredag aften glædede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen (LA), sig over udsigten til en lavere topskat. Han understregede, at han er tryg ved, at den nye regering »vil foreslå de mest ambitiøse og konkrete topskattelettelser set fra nogen regerings side i danmarkshistorien - samt lettelser i skatten af bunden«.

I regeringsgrundlaget bliver det ifølge DR Nyheders oplysninger også cementeret, at den dagpengereform, som skal laves, når dagpengekommissionen har præsenteret sine anbefalinger senere på året, ikke imødekommer Dansk Folkepartis ønske om brug af flere penge.

I stedet lyder formuleringen i grundlaget, at ændringerne af dagpengene skal ske inden for kommissionens kommissorium.