De italienske mestre fra Juventus har kigget sig varme på Brøndby-talentet Frederik Nørrestrand på kun 14 år.

Ifølge det italienske internet-medie calciomercato.it er Juventus interesserede i at tegne kontrakt med højrebacken Frederik Nørrestrand fra Brøndbys U17-hold.

BT er vidende om, at også Roma og PSV Eindhoven er interesserede i ham.

På trods af sine kun 14 år er Frederik Nørrestrand allerede så udviklet, at han tirsdag var med i en U16-landskamp mellem Danmark og Ungarn, som Danmark vandt 2-1.

Calciomercato.it beskriver Frederik Nørrestrand som en intelligent og hurtig spiller, og at Juventus er i kapløb med klubber som Chelsea, Manchester City og Sunderland om at sikre sig Frederik Nørrestrand.

BT skrev allerede i juli om den udenlandske interesse i backen, som først fylder 15 år i november. Ved den lejlighed skrev Brøndbys sportschef, Troels Bech, i en sms til BT:

»Vi er bekendt med interessen fra en række udenlandske klubber, heriblandt Sunderland, men intet er skrevet under.«