Ifølge den spanske radiostation Cadena COPE, så overtager Pep Guardiola tøjlerne i Manchester City til sommer.
Den spanske træner har angiveligt længe haft en drøm om at være manager i engelsk klub, og den drøm har Manchester City tænkt sig at realisere. De to spanske City-direktører Ferran Soriano og Txiki Begiristain har ifølge radiostationens oplysninger sågar allerede fået et ’ja’ fra Pep Guardiola.
Han er i gang med sin tredje sæson i Bayern München, og det er et ønske om nye udfordringer, der har åbnet op for muligheden for et skifte til Manchester City.
Rygterne 'bakkes op' af den administrerende direktør hos Bayern München, Karl-Heinz Rummenigge, der over for tyske medier tidligere har afsløret, at klubben endnu ikke har påbegyndt forhandlinger med Guardiola.
Han har dog sagt, at han forventer en afklaring på trænerspørgsmålet inden jul.
Ifølge Cadena COPE, så har Bayern München dog allerede en afløser klar i kulissen, hvis Pep Guardiola endeligt beslutter sig for at skifte til Manchester City.
Angiveligt skulle valget være faldet på Carlo Ancelotti, der har stået uden klub siden han blev fyret i Real Madrid i sommer.