Den engelske avis Daily Mail skriver onsdag, at den hollandske landstræner Louis van Gaal skal mødes med Ryan Giggs for at diskutere waliserens fremtid i Manchester United.

Den formentligt kommende Manchester United-manager Louis van Gaal er i øjeblikket i fuld sving med det hollandske landsholds forberedelser til VM, men onsdag har landsholdet fri fra træning. Ifølge engelske medier rejser hollænderen i den forbindelse til en hemmelig destination i Europa for at mødes med Giggs og United-chef Ed Woodward.

62-årige van Gaal vil ifølge avisens oplysninger blive afsløret som Uniteds nye manager torsdag eller fredag, ​og klubben vil samtidigt afsløre om Giggs skal være en del af det nye træner-team, der skal genrejse de nu tidligere engelske mestre efter en miserabel sæson.

Hvorvidt Giggs selv ønsker at være en del af det nye United, afhænger dog af om han mener, at den rolle, han bliver tilbudt, er vigtig nok. Han har allerede tilkendegivet, at han ikke vil blive, hvis han ikke fremover kommer til at være en bærende del af klubben.