Viktor Fischer er - trods aktuel formnedgang - et af de største talenter i europæisk fodbold, og der er mange bejlere, som ønsker at lokke den unge dansker væk fra Ajax Amsterdam.
Italienske Roma er en af de klubber, der har været lun på Viktor Fischer i flere år, og romerne forsøgte sig med et bud på det 19-årige stortalent i sommerens transfervindue, men her blev det aktuelle førerhold i Serie A afvist af Ajax Amsterdam, som ikke ville slippe deres danske guldfugl.
Men nu skriver det engelske medie talkSPORT, at Roma intensiverer jagten på Fischer og planlægger et nyt bud på danskeren til vinter - men romerne får ikke Fischer uden kamp.
TalkSPORT mener at vide, at både Chelsea og Manchester United også har Fischer i kikkerten til vinterens transfervindue, og det kan derfor udvikle sig til en decideret budkrig, som kan skrue prisen på danskeren gevaldigt i vejret.
Viktor Fischer har kontrakt med Ajax Amsterdam til sommeren 2017.