Den tidligere VK-regering indgik en dårlig aftale med medicinalindustrien, der betød, at staten betalte overpris for lægemidler til sygehusene. Sådan lyder kritikken fra Rigsrevisionen onsdag, men den er udokumenteret, mener industrien.

- Rigsrevisionens rapport er fejlagtig. Der er simpelthen ikke dokumentation for at træffe den beslutning, de træffer - og den beslutning, de træffer, er forkert, fastslår koncernchef Ida Sofie Jensen fra Lægemiddelindustriforeningen, LIF.

LIF indgik i 2009 en aftale om et prisloft på sygehusmedicin med den daværende VK-regering - og det er den aftale, som Rigsrevisionen nu er gået efter i sømmene. Aftalen skulle medføre en rabat på fem procent, men den reelle rabat blev kun på tre procent, konkluderer Rigsrevisionen - og det er forkert, påpeger koncernchefen.

- Rigsrevisionen siger, at vi ikke har levet op til aftalen. Men den eneste dokumentation, de har for at træffe den fejlagtige afgørelse, er, at regionernes indkøbscentral siger, at vi ikke har leveret. Vi har levet fuldt ud op til aftalen ved at levere fem procent i besparelse og sikre et loft over priserne i tre år, fastslår Ida Sofie Jensen fra LIF.

Og der var god grund til at spare på udgifterne - de steg nemlig betydeligt under VK-regeringen, påpeger Rigsrevisionen i sin beretning. Fra 2007 til 2012 steg udgifterne til sygehusmedicin med 50 procent - i 2010 brugte regionerne således 5,8 milliarder kroner på indkøb af medicin.

Men regionerne kunne være sluppet meget billigere, hvis bare regeringen havde lyttet til en tværministeriel arbejdsgruppe, som anbefalede at kopiere andre landes model for, hvordan man kan sikre lave priser på sygehusmedicin, konkluderer Rigsrevisionen.

I Norge og England, hvor man bruger et såkaldt referenceprissystem, er sygehusmedicinen op til 10 procent billigere end i Danmark, påpegede arbejdsgruppen, men alligevel indgik Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse en aftale med LIF med en besparelse på kun fem procent.

- Norge og England har jo nogle meget store valutaudsving, og på det tidspunkt lå den norske og engelske valuta markant under den danske. Men siden er de jo steget med over 15 procent, så at basere prissætninger på valutaudsving er jo meget usikkert, påpeger Ida Sofie Jensen.

Rigsrevisionen kritiserer blandt andet »at ministeriet ikke har taget initiativ til at genforhandle prisaftalen med LIF, skønt den forventede rabat ikke er fuldt ud opnået.«