Jeg SAGDE det til ham. Jeg sagde "nej, Jens, hvis du har en date, så skal du altså ikke tage den anorak på."

En anorak!

De seks andre mænd i stuen, der ikke er Jens, nikker erfarent. Jens TOG anorakken på - og det gik ham ilde.

"Jamen, jeg kan godt lide at have den på," forsvarer Jens sit tøjvalg.

De syv mænd ryster opgivende på hovedet. Det faldt sig således, at jeg for en uge siden befandt mig ene kvinde i en stue med otte mænd i trediverne og en flaske gin.

Og fordi unge mænd nu om dage jo er som de er og ikke har nogen forestilling om, at der er ting, en dame ikke bør høre, og fordi jeg sad musestille (jo, det ER sandt), glemte de, enten at jeg var der eller også var de ligeglade.

En flue på en væg i et herreværelse - det var hvad, jeg var.

Ind i herreværelset trådte - lidt efter de andre - Per. Han havde en moderne frisure af den slags, hvor man ikke helt ved, om han lige har betalt 400 kroner hos en modefrisør eller er væltet sovende ud af sengen for at redde sig ud af et brændende hus i stor hast. I hvert fald:

Per havde aftenen før været i byen sammen med nogle af de andre tilstedeværende.

OG han havde forladt diskoteket med en pige.

"Nååh?" siger Peter "Nååh?" siger Ole "Nååh?" siger Jens (glad for at få opmærksomheden drejet væk fra den skæbnesvangre anorak) "Nååh?" siger Jesper.

Kuvøseguffet siger ingenting, men aer mig med påtaget fraværende mine på skulderen.

"Der er vel ingen grund til at stille det klassiske spørgsmål?" siger Erik. "Hvad er det klassiske spørgsmål?," hvisker jeg til kuvøseguffet.

"Blev hun til morgenmad?" siger Viktor. "Det er dét," hvisker kuvøseguffet tilbage.

"Er det godt at blive til morgenmad?" hvisker jeg, og kuvøseguffet fortsætter med at forklare mig, at hvis hun blev til morgenmad, tyder det på, at de dyrkede sex.

Da jeg senere er kommet i enrum med ham spørger jeg ham om, hvorfor i alverden man skulle gå hjem midt om natten med en fremmed mand, hvis det ikke var for at dyrke sex?

Jeg mener hvad er der at spørge om?

Bliver hængende

Overraskende forklarer guffet mig, at masser af piger skam går hjem med fremmede mænd bare for at kramme. Kramme! På den anden side forklarer det to ting, jeg og en del andre kvinder altid har undret os over.

For det første kaster det et nyt lys over alle de gange man er blevet inviteret til morgenmad hos en sød fyr, kun for at konstatere, at deres ungkarlehybel ikke indeholdt så meget som et brev Medova.

Nååhh, det var sex, de mente, da de snakkede om rundstykker. Det kunne de da bare have sagt.

For det andet giver det svaret på, hvorfor så mange mandlige one night stands bliver hængende og hængende og hængende i timevis søndag formiddag til hyggelig kaffedrikning og avislæsning, mens de afkræver en den fulde, detaljerede beretning om hele ens tidligere liv.

Hvorefter de krammer farvel i tyve minutter, inden de går ud af ens dør og ens liv - uden nogensinde at vende tilbage.

Ofte til ens store lettelse. Jeg har ALDRIG kunnet forstå, hvorfor mænd, der ikke har tænkt sig at se en kvinde igen, efter at have tilbragt syv timer fra lørdag nat klokken klokken fire til søndag morgen klokken elleve, ikke bare går med det samme og sparer både deres egen og partnerens tid.

Men nu ved jeg det.

Ekspertudsagn

Nå, tilbage til herreværelset. "Er I så kærester nu", spørger Ole - meget rørende synes jeg.

"Nej, dét tror jeg ikke," svarer Per fast, men smiler samtidig mystisk og rødmer faktisk en anelse.

Måske fordi den slags er alt for intimt at tale om. Man skænker gin. Og så kører rouletten.

Jesper har for nylig skiftet kæreste og vi andre er selvfølgelig vildt nysgerrige efter at høre, hvad hun er for en. Ole er den eneste, der har set hende.

Hvordan er hun så, spørger vi i munden på hinanden. Heldigvis har Ole, hvis sladderen taler sandt, kendt flere kvinder end der er sandkorn på havets bund, og skulle derfor nok kunne levere et kvalificeret ekspertudsagn.

Han tænker sig længe og professionelt om og siger så: "Jo, altså, hun går i høje hæle."

Jeg spørger senere kuvøseguffet om høje hæle også er en kode for noget andet - i lighed med morgenmaden. Men det er det mærkelig nok ikke.

Desuden er hun "sådan livlig" og "sådan flot".

Forsamlingen er ikke helt tilfreds med den noget sparsomme beskrivelse, men ballet er åbnet og alle vil gerne give deres besyv med og fortælle en oplysende anekdote om kvinder i deres liv.

Eller endnu bedre, kvinder i de andres liv.

Der var for eksempel den gang, Ole og Peter havde samlet et par piger op. Peter var, kan man forstå på Oles fortælling, måske ikke helt så interesseret, så i stedet for at sidde ved bordet og gøre indtryk på damerne sammen med Peter, hang Ole ud i baren.

Hvor han (måske ikke så overraskende) mødte en eks. Hvilken slags eks, meldte historien ikke noget om.

"Hun var høj og havde langt lyst hår," forklarer Peter og det er underforstået, at det er det samme som at være "sådan flot".

En af pigerne ved bordet, der åbenbart havde planer med Ole, var ikke helt tilfreds med situationen. "Så hun spurgte mig "hvad er det nu din ven hedder" siger Peter, "og jeg sagde "han hedder Jan."

Her tager Ole over - det er trods alt, hans historie.

"Og så råbte hun tværs gennem hele værtshuset "HÆJ JAN - HVORNÅR SKAL VI HJEM OG KNEPPE?."

Alle mændene griner - og tydeligvis ikke for første gang - af historien. Der hentes øl. Man må skam ikke tro, at sådan en historie kun er lummert tidsfordriv eller det rene pral.

Dybsindige overvejelser

Tværtimod bliver de brugt som et afsæt for dybsindige overvejelser af livets store spørgsmål, såsom kvinders natur og erotikkens betingelser i moderne liv:

"Men," siger Erik, der selv var til stede hin mindeværdige aften, "man kan vel også godt sige, at de var lidt nogle rejekællinger, faktisk.

For kvinder tager jo ikke den slags ord i deres mund."

Han sender mig et nervøst sideblik, men jeg smiler bare, ikke ulig Mona Lisa.

"I hvert fald fik hun ikke noget ud af det," slutter Ole, "for jeg skulle op næste dag og til barnedåb."

Det sidste gin fordeles i glassene og bliver spædet op med Seven-up (endnu en mandlig smagsvariant, jeg ikke kendte før - og aldrig kommer til at forstå.)

Jeg sidder og bliver nærmest rørstrømsk.

For det går op for mig, at i dette herreselskab i det mindste - og måske blandt alle deres jævnaldrende kønsfæller - er luder/madonna-komplekset stendødt og begravet.

De her drenge ville ikke kunne genkende det kvindesyn med pæne og ikke-pæne piger, om det så kom og serverede kaffe for dem. Skønt de kan undre sig over, at kvinder ikke bare knepper, men også kan udtale ordet, er der ingen fordømmelse eller foragt at spore overfor rejekællinger eller Eriks partner i den foregående nats "morgenmad".

Bare nysgerrighed, interesse og spørgsmålet "er I så kærester nu".

Jeg ved ikke med jer - men jeg synes, det er opmuntrende.

"Nu ved jeg godt, hvad jeg kan sige om Jespers nye kæreste," udbryder Ole lykkelig, "hun er sådan livlig!"

Langt ned i halsen

Senere på aftenen sidder vi bænket på den lokale café og dansebar. Nu husker jeg ikke helt, hvad snakken gik på, men jeg mener, at vi diskuterede kvaliteten af min Pina Colada.

Pludselig læner Jens (ridderen af den fatale anorak) sig henover mig og siger til kuvøseguffet - apropos absolut ingenting:

"Har du nogen sinde set nogen af de der Langt ned i halsen film med Linda Lovelace?"

Kuvøseguffet - den høflige dreng - sender mig et lynhurtigt blik for at lodde stemningen og svarer så sandfærdigt:

"Øh ja???" "Jeg FORSTÅR altså ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Hvordan kan hun få den så langt ind?

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre anatomisk, vel?" siger Jens og laver nogle bizarre bevægelser med munden. Han har fuldstændig det samme ansigtsudtryk af undren og uskyld, som min søn havde første gang, han forlangte at få besked om bier, blomster og storkens rolle i fødselstallet.

Som rimeligt er fanger emnet straks hele bordets interesse. For første gang i løbet af aftenen føler jeg, at jeg her kan bidrage med en indsigt og ekspertise, som ingen af mændene har.

Så jeg kaster mig hjælpsomt ud i en lang, teknisk forklaring om hovedets vinkel under varierende forhold, svælgets længde og nakkemuskulatur. Et nanosekund ser Jens skræmt på mig og fremturer så:

"Jamen, det KAN da bare ikke lade sig gøre," henvendt til kuvøseguffet - som om jeg ikke eksisterede.

"Altså Jens," bryder Ole ind med slet skjult irritation i stemmen, "nu kan det jo godt være, at du er den eneste her med en pik på den her størrelse:"

Han viser med to fingre størrelsen på en gennemsnitlig kinaradise, "men for resten af os er det altså ikke noget problem!"

Efter at have været en flue på en væg i herreværelset, kan jeg rapportere - skuffende eller beroligende - at mænd og kvinder såmænd taler om det samme, når de er (stort set) alene med deres kønsfæller:

penisstørrelser.

Måske er den eneste forskel, hvorvidt vi tager den slags i vores mund eller ej.

Alle navne er naturligvis ændret. Af hensyn til min sikkerhed, kuvøseguffets sociale liv og de andre herrers fremtidige scorechancer.