Endelig var jeg der. Efter syv timers natlig vandring.

Det var blevet lyst, og stormen var stilnet en smule af. Otte af de sejeste var nået op før mig og dannede velkomstkomité.

"Vi havde næsten opgivet dig. Det var rørende at se dig komme stavrende alene gennem sneen," udbrød Bo Bødker fra Holstebro og daskede mig på skulderen, så benene eksede.

Jeg havde læst om det guddommelige syn på Uhuru Peak, Kibos legendariske og ultimative top i 5896 meters højde. Om den opgående sol over nabovulkanen Mawenzi, kraterkanten på den ene side og de gigantiske gletschere på den anden. Det skulle være alle lidelserne værd, hævdede forfatteren. Men uheldigvis havde vi valgt den værste nat i mands minde til opstigningen.

End ikke de mest rutinerede af vore guides havde hørt om så hård snestorm på denne årstid.

Derfor fik ingen af os de fotos, vi havde drømt om. Udover dét med skiltet, som dokumenterer, at vi står på toppen af verdens højeste fritstående bjerg og én af verdens største vulkaner.

Og her på Afrikas tag med et helt kontinent under mine fødder griber jeg mig i at nynne en lille én af Shu-Bi-Dua.

Dengang de stod på en alpetop og funderede over, hva fan de egentlig skulle derop efter.

Jeg vil aldrig glemme Kilimanjaro. Denne smukke, majestætiske snedækkede vulkan på Ækvator gav mig på én gang et af mit livs største, mest fascinerende og værste oplevelser.

Om jeg vil gøre det igen? Var jeg blevet konfronteret med spørgsmålet på vej op, havde jeg svaret: Nej. Tror du, jeg er sindssyg. I dag er svaret mere nuanceret: Tja, måske, hvorfor ikke.

For de 17 danske marathonløbere og løbslæge Keld Johnsen på Albatros Travel og B.T.s ekspedition til Tanzania var bestigningen af Kilimanjaro første trin af en to trins-raket.

Det andet blev fyret af dagen efter: Verdens første marathonløb ned ad vulkanen med start i 4700 meters højde, et fald på næsten 3000 meter og med temperatursvingninger fra minus seks til plus 30 grader.