Siden Dylan, som fylder 59 år på onsdag, imidlertid for godt ti år siden startede sin "Never Ending Tour", er han - som en anmelder skrev i The Times forleden - som en anden mælkemand med hukommelsestab kommet rendende til éns dørtrin i tide og utide.

Senest i Danmark med to - i øvrigt glimrende - koncerter i København og på Roskilde Festival i 1998.

Der er således ikke længere grund til at dedikere højstemte helsider til His Bobness' hyldest under påskud af, at det skulle være en begivenhed, bare fordi Dylan atter lægger vejen forbi Danmark.

Gårsdagens besøg VAR dog en begivenhed - eller måske snarere en sensation på linie med opdagelsen af intelligent liv i "Jerry Springer Show" - i og med at Dylans tilsyneladende endeløse "Highway 61" for en aften havde fået en frakørsel til Horsens (!), nærmere betegnet til Horsens Ny Teater med plads til kun 450 mennesker, blot en tiendedel af de antal Bob Dylan ellers spiller for i hallerne rundt omkring i Europa i dette forår.

På en så intim baggrund havde man lov til at forvente noget ganske særligt af den humørsyge newyorker i aftes.

Fik vi så noget særligt?

Well, bruger geder bjergskred som toiletskyl?

Klokken 20.15 rullede Bob bedetæppet ud i Horsens Ny Teater, disciplene røg på de imaginære knæ, hurtigere end man kunne nå at sige "Kristi genkomst", mesteren slap den indre skidtsparkende countryknold løs med "Roving Gambler", og alt folket var i hillbilly heaven.

Da den så blev fulgt op af en næsten uigenkendelig men ikke desto mindre tindrende smuk "My Back Pages" med fornemt følt violinspil (!) af Larry Campbell var der lagt op til en stor, stor musikalsk aften i Horsens.

Og den fik vi også langt det meste ad vejen i løbet af de næste to timer.

Spørger man mig, er Bob Dylan bedst, når han begår en bulet blues fra den baggård, hvor verdens sårede og skrammede skæbner søger trøst i hinandens selskab, mens de venter på, at sårene heles.

Den slags var der talrige eksempler på, hvad enten det så var akustisk som på "Masters Of War" og "Forever Young" eller elektrisk bluesy boogie og rock'n'roll som "Gotta Serve Somebody", "Maggie's Farm" og den tungt trækkende "Tombstone Blues".

Hele vejen var Dylan eminent godt hjulpet af et fænomenalt orkester, som var telepatisk sammenspillede, mens de klædeligt underspillede deres akkompagnement med en guddommelig fornemmelse for nerven, nærværet og nødvendigheden i denne musik, som i al sin skønhed også SKAL fungere som ordentligt håndværk.

Og så KAN Bob Dylan sandt for den for længst afdøde dyd ikke være nem at spille sammen med, al den stund at hans uberegnelige guitarvignetter og mærkværdige kursskift i sangene kræver konstant opmærksomhed fra musikerne.

Det var IKKE noget problem for bassisten Tony Garnier, guitaristerne Charlie Sexton og Larry Campbell for slet ikke at nævne den suverænt sublime trommeslager David Kemper, som spillede flere af numrene - ikke mindst "Forever Young" - derop, hvor de blev lærestykker i dynamik og evige beviser på, at maskiner aldrig - A-L-D-R-I-G - vil kunne erstatte rigtige levende musikere.

Hvilket Bob Dylan selv også lod sig mærke af, som koncerten skred frem. Han entrede scenen klædt i sort skødefrakke og et ansigtsudtryk, der kunne slå uskyldige smådyr ihjel på tyve skridts afstand, men i løbet af seancen løsnede han mere og mere op, til han i løbet af næstsidste nummer, "Rainy Day Women #12 & #35" blev decideret legesyg, da ham som en mutation af Keith Richards, Chuck Berry og en middelsvær hofteskade krabbede lystigt (ja, sgu!) rundt på scenen og afleverede sine skævvredne guitarsoli.

I modsætning til koncerten i Roskilde for to år siden tør jeg godt denne gang tage væddemål på, at Dylan smilede gentagne gange. Jeg var så tæt på, at jeg selv så det.

Skal der være en blonde (on blonde) i denne anmeldelse, må den gå på, at vinden for længst har lagt sig, hvorfor den fortærskede "Blowin" In The Wind" har mistet sin betydning, og at Bob Dylans guitarsoli - fraset de perioder hvor de gnistrede i samspil med Charlie Sexton - for ofte var - ahem! - temmeligt talentmæssigt udfordrede.

Men lad nu kritikken ligge. Det VAR once-in-a-lifetime, og det VAR en meget stor aften i Horsens Ny Teater.

Sidst men ikke mindst skal der lyde en stor personlig tak til Bob Dylan for, at han kun tog sin åndssvage mundharpe i brug i et minuts tid i et enkelt nummer. Så kan man næsten ikke forlange mere.