Det Kongelige Teater skal spare så meget, at det ikke længere kan være med i topklassen på internationalt plan. Sådan lyder det fra tre bestyrelsesmedlemmer, som har forladt deres poster, men selv har været med til at svinge kniven, fordi der ikke var andre alternativer. Det skriver Politiken fredag.

- Spørgsmålet er, om man fortsat vil have scenekunst i verdensklasse. Hvis svaret er nej, skal man bare fortsætte med besparelser. Så har vi et lille operakor som det i Ljubljana i stedet for et operakor i verdensklasse. Er svaret ja, må man erkende, at det koster flere penge, siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) til Politiken.

I otte år har han siddet i bestyrelsen, og han forudser, at besparelserne får Det Kongelige Teater ned på et langt lavere niveau. Og det bakker både galleriejer Christina Wilson og kommentator Claes Kastholm, der begge har været i bestyrelsen i fire år, op om.

- Det Kongelige Teater bliver nu reduceret til et provinsteater, der ikke kan konkurrere internationalt, siger Kastholm til Politiken.

BNB