Den populære MMA-kæmper Conor McGregor er kendt for at være lige så slagkraftig i munden som med næven, og han er ikke just blevet mindre elsket af sine mange fans for at prokovere den tidligere mesterbokser Floyd Mayweather til en dyst i bokseringen.
Ireren har i flere måneder forsøgt at lokke Mayweather til at bokse mod ham, og McGregor fik sågar sin bokselicens i Californien 1. december, så han kunne møde Mayweather på amerikanerens hjemmebane.
Mayweather har bare endnu ikke bidt på, men McGregor giver på ingen måde op, og nu tager han provokationen til nye højder.
Det er på Twitter, at Conor McGregor sender et hårdstlående budskab af sted mod Floyd Mayweather.
»Jeg kommer til at knuse hans ansigt,« skriver den 28-årige verdensmester i en julehilsen akkompagneret et manipuleret billede af den 39-årige tidligere bokser.
Men det har endnu ikke fået den ellers også så rapkæftede Floyd Mayweather til at reagere.
Mayweather, som ikke har været i ringen siden 12. september sidste år, har nået en alder på 39 år og tjent rigeligt med penge, så det skulle ikke være det, der kunne trække ham tilbage i ringen.
I sin karriere, hvor han blev verdensmester i fem forskellige vægtklasser, opnåede Floyd Mayweather så støre økonomiske gevinster, at han i flere år toppede listen over de rigeste sportsudøvere i verden.
Derfor trykker Conor McGregor da også mest på andre knapper for at få en kamp mod ham. Blandt andet at ireren er klar til at skifte sportsgren for at slås mod Floyd Mayweather.
»Jeg ved med sikkerhed, at han ikke ville turde tage skridtet ind i min verden (MMA, red.), ubevæbnet konkurrence uden nogen grænser. Men jeg går med garanti ind i hans verden, og jeg vil mere end gerne bokse mod ham,« har McGregor tidligere sagt.
Uden held. Men han giver ikke op.
