Kl. 01.25 ringede skipper ensom til alarmbordet og fortalte vagthavende, at han var skipper på coasteren "Arrow" 10-20 sømil vest for Rønne:

Hallo, jeg sender Mayday, min last har forskubbet sig, vær venlig at rydde Rønne havn, jeg er på vej ind. Jeg skal nok klare den, men min besætning på 12 mand er nervøse," lød den dramatiske melding.

Vagthavende på politigården tøvede ikke ét sekund. Han udløste den store søredningsalarm. Men havaristen sad ensom hjemme i badekarret i sin villa i Korsør og legede men sine modelskibe og en flaske whisky inden for rækkevidde.

Mens Marinedistrikt Bornholm blev sendt på søen efterflugt af redningsbåden vendte skipperen tilbage til alarmbordet:

"Jeg har kappet wirerne, dækslasten er røget overbord - hov, der røg også et af mine besætningsmedlemmer overbord."

Hvad politiet i Rønne ikke vidste, var, at manden forinden havde afsendt en lignende alarm via 112 til Slagelse politigård. Her gik man i gang med at spore samtalen, fordi en alarm fra et skib nær Bornholm umuligt kunne ende i Slagelse.

Via kolleger på hjul nåede politiet til villaen i Korsør, hvor man efter at have vækket konen fandt skipper ensom sovende i sit badekar med det meste af en flaske whisky indenbords og modelskibene flydende omkring sig.

Den 52-årige korsoraner har erkendt, at han har udsendt falsk alarm, men hverken politi eller restvæsen har fortilfælde, så udover de 10.000 kr., som selve redningsaktionen har kostet, er det helt op til dommeren at vurdere straffens størrelse. Strafferammen går fra bøde til fængsel i tre måneder.