FØLG UDVIKLINGEN I LONDON HER I BT’s LIVEBLOG.

Den britiske premierminister, Theresa May, siger, at myndigheder efterforsker to episoder i London som terror. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Metropolitan Police skriver på Twitter, at de to hændelser lørdag aften ved London Bridge og Borough Market betegnes som terror.

En tredje hændelse i Vauxhall-området, som politiet også er rykket ud til, er ikke relateret til de to angreb.

Hændelsen ved London Bridge er ifølge BBC, at et køretøj har påkørt fodgængere på broen.

Derudover er politiet til stede ved Borough Market, hvor der er meldinger om knivstikkeri og skud.

Indtil videre melder politiet om mindst én død person. Det oplyser politiet til tv-stationen BBC.

»Vi er blevet oplyst af politiet om, at der har været mere end et dødsfald i forbindelse med hændelsen ved London Bridge,« siger en journalist fra BBC.

Der er ubekræftede meldinger om, at to mulige gerningsmænd er blevet dræbt af politiet.

/ritzau/Reuters