Det er en gammeldags film.Hyggelig og underholdende - men ikke nogen speciel griner. Til gengæld er 'Max Pinlig 2' hverken så plat eller så pinlig som 1'eren det kan man så vælge at ærgre sig over. Jeg gør ikke, for jeg finder 2'eren meget mere sympatisk.

Samuel Heller-Seiffert er igen Max, og igen med miks af generthed, forvirring og påtaget skødesløshed. Max skal i 9. klasse efter sommerferien - og se at finde sig en praktikplads.

Men han aner ikke, hvad han vil - heller ikke med sit liv. Hans festlige ven, Hassan (Faysal Mobahhriz), råder ham til at søge en bank. Det går Max' højtråbende mor (Mette Horn) helt i hippieselvsving over, og hun tvinger Max med på familie-højskole.

Det kommer der mange forviklinger ud af.

Fin balance

Mette Horn spiller Max' überpinlige, emsige mor med en fin balance mellem det groteske og det elskelige. Hun er totalt for meget - men på en uimodståelig og velmenende måde! Instruktør Lotte Svendsen bruger sin evne til at lave skægge/ kærlige portrætter af hverdagsdanskere. Ud over Mette Horn - lader hun her Lars Bom, Anders Hove og Henrik Lykkegaard vise deres komiske talenter.

'Max Pinlig 2' er ikke så broget og vildtvoksende, som 1'eren. Men den giver mere plads til børnene, og de er glimrende. Det er en velfungerende komedie for publikum fra 12 år og opefter.

'Max Pinlig 2'
Dansk
Instruktion: Lotte Svendsen
Premiere over hele landet