En operationen skulle rette op på hendes skamferede mave, men indgrebet havde den stik modsatte effekt. I 2013 vågnede Doris Brockmann op til et helt andet syn end hun havde forventet.
»Jeg havde nærmest fået tre maver, efter de havde skåret i mig. Navlen sad i den forkerte side, jeg fik infektioner og det lignede egentlig mest, at jeg var blevet bidt af en haj,« fortæller Doris Brockmann til BT.
Danske tv-seere kunne tirsdag aften høre Doris historie i TV3-programmet ’Mit plastikmareridt’. I 1972 var hun udsat for en alvorlig trafikulykke, hvor hendes ben blev knust. Lægerne var dengang nødt til at foretage en hudtransplantation fra Doris mave, i forsøget på at redde hendes ben. Det lykkes, men operationen efterlod Doris med et skamferet maveskind.
Over 40 år senere lagde Doris sig endnu en gang under kniven, i håbet om at få rettet op på skaderne som hudtransplantationen havde medført. Men der opstod alvorlige komplikationer efter operationen, og efterfølgende meldte hun sig til TV-programmet, i et sidste forsøg på at få lagt sit ’livs traume’ bag sig.
Efter at have hørt hendes historie, besluttede TV-programmets læger, at tilbyde Doris en ny operation. En beslutning, der i høj grad kom bag på hovedpersonen selv, som ikke havde regnet med at få et 'ja'. Lægerne tøvede dog også, da Doris både havde højt blodtryk og led af sukkersyge. Begge dele kan nemlig føre til komplikationer i forbindelse med kirugiske indgreb.
I videoen herunder kan man se, hvordan Doris Brockmann reagerede, da hun fik beskeden om at lægerne gerne ville operere hende påny.
I dag har Doris Brockmann fået foretaget operationen, men til forskel fra operationen i 2013, er resultatet denne gang blevet ’helt fantastisk’, og hun behøver ikke længere at ’fare vild’ når hun skal finde sin egen navle.
»Jeg har jo fået mave som en 17-årig«, fortæller Doris Brockmann jokende til BT.
»Jeg kan slet ikke forklare, hvor meget det har betydet for mig, med den her operation. Nu kan jeg endelig komme videre med mit liv, efter så mange år. For første gang siden ulykken kan jeg gå i bad og se mig selv i spejlet og tænke, ’hold kæft hvor ser du godt ud.’ Nu har jeg endelig fået mod på livet igen, og jeg er slet ikke færdig. Det eneste jeg mangler nu, er at finde en sød kæreste,« fortæller Doris Brockmann til BT.