Det var skønt at kysse Michael, siger Matt Damon, da han og Michael Douglas tirsdag mødte pressen i Cannes forud for verdenspremieren på 'Behind the Candelabra'.
Og der er da også både masser af hede kys og fysiske kærlighedsscener mellem de to i film om en af verdens største showmænd og pianister, Liberace.
Liberace skabte sig en forrygende karriere i Las Vegas som gudsbenådet pianist og ikke mindst for sin evne som flamboyant entertainer med hang til bling og glimmer, gigantiske diamantringe, store pelse og luksuriøse livsstil. Ikke desto mindre lykkedes det at holde skjult for omverdenen, at Liberace var homoseksuel, indtil han i 1987 døde af aids, 67 år gammel.
Michael Douglas spiller med bravour Liberace, der filmen igennem glimter som en levende spejlkugle, og Damon hans meget yngre elsker og ven gemmen fem år, Scott Thorson. Ingen af dem havde betænkligheder ved at medvirke i det, der allerede bliver kaldt 'den mest bøssede film i Cannes'.
- Det er en af de bedste roller i min karriere. Normalt spiller jeg bad guys, men Liberace var faktisk et rigtigt dejligt menneske, og filmen skildrer en bevægende kærlighedshistorie, der tilfældigvis foregår mellem to mænd, fortæller Douglas om sin første film efter han i 2011 blev behandlet for strubekræft.
Et ikke helt almindeligt kærlighedsforhold dog, for Liberace fik blandt andet sin elsker plastikopereret til at ligne en ung udgave af Liberace selv.
- Deres forhold løb helt af sporet. Men som filmen viser, var det også fyldt af varme og ægte følelser.
Og det var i højere grad den del, vi måtte forberede os på, end sexscenerne, forklarede Matt Damon.
Filmen er instrueret af Steven Soderbergh, der understregede, at det bliver hans sidste film.
- Det er det nødt til at være, for nogen brød ind på mit hotelværelse i aften og stjal alle mine ideer, jokede den amerikanske instruktør med adresse til årets festival, der har været skæmmet af store hoteltyverier. Først blev der stjålet diamanter for mere end fem millioner kroner, og siden fik skuespiller Keanu Reeves stjålet alle sine egendele fra sit værelse i Cannes.
'Behind the Candelabra' får premiere på den amerikanske tvkanal HBO den 26. maj og kan formentligt ses på HBO Nordic senere på året.
