Mikkel Hansen blev den helt store matchvinder, da den danske stjerne i sidste sekund scorede til 26-25 og dermed sikrede Danmark sejren over Qatar - og adgang til OLs kvartfinaler, der bliver spillet på onsdag.

Det lignede ellers maksimalt uafgjort for Danmark i puljekampen, da Qatar havde bolden med få sekunder igen og reelt bare kunne lade tiden løbe ud og sikre sig det ene point, som ville sende dem i kvartfinalen.

Men en velspillende René Toft Hansen ville det anderledes, da han erobrede bolden, sendte den i hænderne på Henrik Møllgaard, der kastede den op i banen til Mikkel Hansen, som var stukket af sted, da han fik færten af en dansk sejr.

»Da jeg får bolden, er der ikke så meget andet at gøre end bare at sprinte og prøve at komme så langt op på banen som muligt og så hurtigt få sendt et skud af sted. Så må man jo håbe, at den gik i mål, og det gjorde den,« siger Mikkel Hansen, der ikke nåede at kigge op på kampuret, men bare skød på sin tidsfornemmelse.

Den danske venstre back er sjældent euforisk, og hans udtryk denne lørdag eftermiddag lokal tid i Rio afslørede da også, at der skal mere end en sejr i OLs gruppespil til at hidse ham op - også selvom det var efter en fuldstændig vanvittig afslutning, der leder tankerne tilbage på det danske mirakel ved EM i 2012, hvor holdet slog Makedonien på en lignende måde og senere blev europamestre.

Mikkel Hansen leder hele tiden efter forbedringer, og kun titler er godt nok for manden med pandebåndet, og derfor var han også afdæmpet i minutterne efter sejren i Future Arena.

Har du jublet af inde i omklædningsrummet? Du virker meget stille og rolig med tanke på den vilde afslutning?

»Njarh… Jeg synes, jeg er afklaret med, at vi skulle have afgjort kampen noget tidligere. Det er ærgerligt, vi ikke gør det. Vi skal være bedre til at afgøre kampene,« siger Mikkel Hansen, som dog overordnet set var godt tilfreds med danskernes præstation.

»Vi spiller noget okay håndbold. Vi brænder bare for mange chancer. Jeg har selv et straffe, hvor jeg mere eller mindre kan afgøre kampen.  Udover det har vi nogle kæmpe chancer til sidst, som vi brænder. Men vi spiller fornuftigt langt hen ad vejen i slutningen af første halvleg og i store dele af anden halvleg.«

Udover gyserafslutningen indeholdt kampen også et andet meget dramatisk højdepunkt, da Michael Damgaard fik rødt kort i en situation, hvor det var lettere at få øje på en zika-myg fra to kilometers afstand end det røde korts berettigelse. Desværre lå den kendelse godt i tråd med dommernes usikre præstation, der da heller ikke imponerende Mikkel Hansen.

»Enten kender jeg ikke reglerne… Eller også er der ikke rødt kort til Damgaard! Men prøv at hør, jeg gider ikke stå her og brække mig over dommerne, det var ikke dommernes skyld, at Qatar kom tilbage i kampen, det var vores egen,« lyder det fra den danske matchvinder, der nu kan se frem til at møde mange af sine holdkammerater fra Paris Saint-Germain i den sidste gruppekamp, hvor Danmark skal op mod Frankrigs OL-favoritter.

Og det bliver med en god portion selvtillid, for holdet havde brug for en af denne slags sejre, siger Mikkel Hansen.

»Indenfor de sidste to år har vi haft nogle hårde kampe, hvor vi til sidst har tabt med en enkelt eller måske to, hvor vi har været presset til sidst. Så de her tætte kampe, det er vigtigt at vinde nogle af dem. Det giver selvfølgelig en masse til holdet,« siger danskeren.