Indskiftede Jakob Poulsen sørgede for et lettelsens suk i Parken med sit mål til 2-0.

Han scorer ikke så tit. Men Jakob Poulsen har det med at lave vigtige mål. Som da han scorede mod Sverige i 2009 og sendte Danmark til VM i Sydafrika og en smuk juniaften 2015, hvor FCM-midtbanemanden fik lukket kampen med et vigtigt 2-0 mål mod Serbien.

»Bendtner vinder vel sin første nærkamp, og så får jeg fat i bolden og på en eller anden måde lykkedes det mig at få den skrabet ind,« forklarede Poulsen til Kanal 5 efter opgøret i Parken.

»Vi laver en masse fight og er pressede i 2. halvleg, men vi får heldigvis lukket af,« indrømmede Poulsen, der kom på banen for en træt Michael Krohn-Dehli efter en times spil.